Indtil det seneste folketingsvalg var Sofie Carsten Nielsen leder af de radikale. Hun er det ikke længere, og forklaringen er af den slags, der råber på en torsk.
Sofie Carsten fandt i begyndelsen af juli ud af, at de radikale på baggrund af minksagen ikke længere havde tillid til Mette Frederiksen som statsminister. Så hun forlangte, at Frederiksen skulle udskrive valg inden Folketingets åbning i begyndelsen af oktober.
Hvis statsministeren ikke udskrev valg, inden fristen udløb, ville de radikale som det første ved Folketingets åbning stille en mistillidsdagsorden til den socialdemokratiske regering.
Men Sofie Carsten forklarede samtidig, at efter valget ville de radikale gerne i regering, og de ville pege på Frederiksen som statsminister.
Forvirrede
Vi tager den lige igen:
Sofie Carsten ville vælte en regering med Mette Frederiksen i spidsen, fordi hun ikke havde tillid til Mette Frederiksen. Og efter valget ville Sofie Carsten gå efter en regering med Mette Frederiksen i spidsen. Mette Frederiksen, som hun ikke havde tillid til, altså ...
Hvis du, kære læser, har været bortrejst det seneste års tid, vil du måske synes, at det lyder usandsynligt, men det er ikke desto mindre sandt.
Vi var mange, der var forvirrede.
Det gjaldt ikke mindst de mennesker, der normalt stemte radikalt. Dem var der betydeligt færre af, da Sofie Carsten fik sin vilje, og valget blev gennemført.
Løjerlige typer
Med sin originale indsats lykkedes det Sofie Carsten at få sit parti mere end halveret. 3,8 procent af stemmerne fik de radikale, og partiet gik fra 16 til syv mandater.
Som for at understrege, at valgnederlaget havde en klar adresse, var Sofie Carstens personlige stemmetal også katastrofale. Sølle 2467 personlige stemmer fik hun, og hun var dermed den af alle 14 partiledere, som fik det dårligste personlige valg.
Selv løjerlige typer som Frie Grønnes Sikandar Siddique og Kristendemokraternes Marianne Karlsmose fik flere personlige stemmer, skønt deres partier ikke var i nærheden af at komme ind.
Så kan enhver vel se, at den er gal.
Det kunne Sofie Carsten nu ikke i første omgang, men efter et halvt døgns omtanke - og muligvis med hjælp fra partifæller - valgte hun at gå af som partileder.
Renfærdigt parti
Hun fik dermed to år på posten, og var hendes afgang ikke grundigt planlagt, så kan man roligt sige, at det var hendes forgængers heller ikke. De har også det til fælles, at de afsluttede deres tid som radikal leder med at blive nomineret til Ekstra Bladets Nytårstorsk.
Som bekendt er de radikale bedre mennesker end os andre, og de lægger ikke skjul på det. Derfor slår det hårdt, når skandaler rammer partiet, og det sker bemærkelsesværdigt ofte.
Morten Østergaard måtte gå af som radikal leder, da det viste sig, at han havde det med at vise kvindekroppe uvelkommen interesse, hvis de var inden for rækkevidde, mens han var beruset.
Taget på røven
Så blev han nomineret til nytårstorsken, men han fik den ikke. Også det år var konkurrencen hård. Men Sofie Carsten var ligeledes tæt på at blive nomineret. Hun hævdede nemlig først, at hun kun kendte én sag med Østergaard.
Det var ikke rigtigt. Ida Auken - som tidligere havde været SF’er og nu er er socialdemokrat, men dengang var radikal - blev rasende, for hun havde for længst ’udtrykkeligt’ bedt Sofie Carsten om at gribe ind over for Østergaard.
Sofie Carsten sagde først, at Ida Auken var fuld af løgn. Hun havde ikke hørt om de andre sager med Østergaard. Senere fik Ekstra Bladet lejlighed til at se en sms til Ida Auken, hvor Sofie Carsten skrev:
’Vi har talt om mange gange, at Morten var klam, at han har taget dig på røven fx.’
Sådan noget kunne i en bedre verden nok kaste en torsk af sig. For to år siden blev det ikke, men det gør kun Sofie Carsten Nielsens torsk endnu mere velfortjent i år. Skønt kandidaten i morgen nu også er stærk.
Engell: Sådan blev de radikale snydt igen
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Se de øvrige kandidater her
1977 Folketingsmedlem Inge Krogh
1978 Folketingsmedlem René Brusvang
1979 Sømandsformand Preben Møller Hansen
1980 Partistifter Erhard Jakobsen
1981 Aalborg-borgmester Marius Andersen
1982 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
1983 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
1984 Trafikminister Arne Melchior
1985 Indenrigsminister Britta Schall Holberg
1986 Skatteminister Isi Foighel
1987 DBU-formand Carl Nielsen
1988 Folketingsmedlem Mogens Camre
1989 Sundhedsminister Elsebeth Kock-Petersen
1990 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
1991 Folketingets formand H. P. Clausen
1992 Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen
1993 Politidirektør Poul Eefsen
1994 Trafikminister Kaj Ikast
1995 Kulturminister Jytte Hilden
1996 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
1997 Partileder Uffe Ellemann-Jensen
1998 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
1999 Økonomiminister Marianne Jelved
2000 Statsminister Poul Nyrup Rasmussen
2001 Folketingsmedlem Keld Albrechtsen
2002 Borgmester Peter Brixtofte
2003 Folketingsmedlem Jacob Buksti
2004 Prins Joachim
2005 Ejendomsmægler Hanne Nørrisgaard
2006 Imam Abu Laban
2007 Folketingsmedlem Jørgen Poulsen
2008 Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech
2009 Borgmester Klaus Bondam
2010 Miljøminister Karen Ellemann
2011 Statsminister Helle Thorning Schmidt
2012 Statsminister Helle Thorning-Schmidt
2013 Partileder Lars Løkke Rasmussen
2014 Partileder Lars Løkke Rasmussen
2015 Folketingsmedlem Carl Holst
2016 Europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt
2017 Udenrigsminister Anders Samuelsen
2018 Finansminister Kristian Jensen
2019 Partileder Rasmus Paludan
2020 Statsminister Mette Frederiken
2021 Statsminister Mette Frederiksen
--------- SPLIT ELEMENT ---------
