Kamilla: De sendte mine personlige oplysninger til en fremmed

200 sider med Kamilla Schrivers personlige oplysninger endte ikke i hendes egen postkasse, men hos en fremmed, da hun bad om aktindsigt hos Udbetaling Danmark

Som kompensation ville vicedirektør i Udbetaling Danmark, sende en flaske rødvin til gravide Kamilla (Foto: Privat)
Som kompensation ville vicedirektør i Udbetaling Danmark, sende en flaske rødvin til gravide Kamilla (Foto: Privat)

Har du oplevet, at det offentlige har sløset med datasikkerheden? Tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

Med indførelsen af Nem-ID burde det være sikkert at kommunikere med de offentlige myndigheder. Især når det gælder personfølsomme oplysninger som cpr-numre, bankoplysninger og telefonnumre.

Men ikke for Kamilla Schriver.

Den 17. september ringede hun til Udbetaling Danmark, fordi hun havde modtaget et brev om, at hun skulle tilbagebetale 8.000 kroner, som hun havde fået udbetalt i boligstøtte.

Kamilla var ikke enig i, at hun skulle betale pengene tilbage, og bad derfor om aktindsigt i de oplysninger som Udbetaling Danmark lagde til grund for opkrævningen.

For stor til e-boks
Hos Udbetaling Danmark kommunikerer man normalt med borgerne via deres e-boks.

Men i tilfælde, hvor sagerne drejer sig om aktindsigter med mange papirer, er et ikke muligt for dem at sende dem til borgerne på e-boks, fordi deres system maksimalt kan håndtere filer på otte megabyte.

De 200 sider, som Kamilla Schrivers aktindsigt fylder, er på mere end otte megabyte, og derfor blev de puttet i en kuvert og sendt med posten.

Den 28. september kontakter Udbetaling Danmark Kamilla Schriver, og fortæller hende, at de desværre er kommet til at sende oplysningerne til en anden borger.

- Først var jeg i chok over, at alle mine personlige oplysninger og min livshistorie var sendt til en fremmed. Bagefter blev jeg rigtig ked af det, for vi får altid at vide, at vi skal passe på vores personlige oplysninger, og så oplever jeg så stort et svigt, som ikke burde ske, siger Kamilla Schriver til Ekstra Bladet.

Se også: Hun stjal Henriettes identitet og købte ind for 250.000 kr.

Frygter misbrug
Kamillia Schrivers aktindsigt indeholdt hendes og hendes eksmands cpr-numre, bankoplysninger, adresser, telefonnumre og cpr-numre på Kamillas 3 børn, samt hele Kamillas livshistorie fra 2004 og frem.

- Jeg er bange for, at nogen finder på at misbruge mine oplysninger. Jeg frygter, at der begynder at dumpe regninger ind af døren, som jeg ikke kender noget til. At der bliver oprettet mobilabonnementer i mit navn, og hvad man ellers hører, siger Kamilla Schriver til Ekstra Bladet.

Personoplysninger kan bruges til svindel og identitetstyveri , og som Ekstra Bladet tidligere har beskrevet, er det svært for ofrene, at få svindlen stoppet, så længe at deres personlige oplysninger florerer i kriminelle miljøer.

Udbetaling Danmark opdagede først fejlen, da borgeren, der havde modtaget Kamilla Schrivers papirer kontaktede dem og fortalte, at hun ikke var den rigtige modtager. Hun sagde til Udbetaling Danmark, at hun havde destrueret papirerne, og så kontaktede Udbetaling Danmark Kamilla Schriver, og fortalte hende om fejlen.

Udbetaling Danmark har ikke gjort mere for at sikre, at papirerne faktisk er destrueret, og det bekymrer Kamilla Schriver.

- De burde jo tage ud og hente papirerne igen, så de havde dem i deres egne hænder. Alle og enhver kan jo sige, at de er ødelagt, og så give dem videre til kriminelle, siger hun til Ekstra Bladet.

Se også: 34.000 danskere misbrugt på nettet sidste år

Udbetaling Danmark beklager
Hos Udbetaling Danmark vil vicedirektør, Carsten Bodal ikke udtale sig om den konkrete sag, men han forsikrer, at Udbetaling Danmark gør, alt hvad de kan for at sikre borgernes datasikkerhed.

- De her sager sker meget sjældent, og vi ser med stor alvor på sådanne situationer. Vi har meget klare retningslinjer, og vi handler hurtigt, for vi kan ikke undgå, at der sker fejl, siger han til Ekstra Bladet.

I et brev til Kamilla Schriver skriver Carsten Bodal, at Udbetaling Danmark har strammet op i deres instrukser for håndtering af aktindsigt, så situationen ikke opstår igen.

- Det er vigtigt for os, at borgerne er trygge. Vi går jævnligt vores procedurer igennem for at sikre, at de er up-to-date. Det seneste vi har justeret er, at vores medarbejdere nu kun må arbejde med én aktindsigt af gangen, siger Carsten Bodal til Ekstra Bladet.

Kamilla Schriver håber, at Udbetaling Danmark i fremtiden vil fortælle borgerne, hvis de sender deres aktindsigt med posten, så de kan fravælge det, hvis de er bekymrede for datasikkerheden.

- Jeg ville aldrig have bedt om aktindsigt, hvis jeg havde vidst, at de ville sende det med posten. Slet ikke, når de ikke sender det anbefalet, så man skal kvittere for det, siger Kamilla Schriver til Ekstra Bladet.

Se også: Identitetstyveri: Sådan redder du stumperne

Har du oplevet, at det offentlige har sløset med datasikkerheden? Tip os på 1224@eb.dk eller sms på 1224 (alm. takst)

1 af 2 Udbetaling Danmark er en offentlig myndighed under ATP. De står for udbetaling af blandt andet folkepension og boligstøtte (Foto: ATP)
2 af 2 Som kompensation ville vicedirektør i Udbetaling Danmark, sende en flaske rødvin til gravide Kamilla (Foto: Privat)
80 kommentarer
Vis kommentarer