Annonce:
Annonce:

Kamilla er coronahelt: - Usikkerheden var det sværeste

Der er ikke meget positivt at huske 2020 for. Det skal dog huskes for dem, der gjorde en helt særlig indsats under den største krise i Danmark siden 2. verdenskrig

Kamilla Kjøller er en af de sygeplejersker, der i foråret tog et kæmpe ansvar på sin skuldre for, at vi i Danmark kom ordentligt igennem første bølge af corona. Foto: Emil Agerskov
Kamilla Kjøller er en af de sygeplejersker, der i foråret tog et kæmpe ansvar på sin skuldre for, at vi i Danmark kom ordentligt igennem første bølge af corona. Foto: Emil Agerskov
Annonce:
Følg Samfund

Landets sundhedspersonale er blandt dem, der har gjort en helt særlig indsats i 2020, og har stået i frontlinjen mod coronavirussen fra første dag.

Men da 2020 startede, var covid-19 blot en virus, der florerede langt væk fra Danmark, ligesom vi for eksempel tidligere havde set med MERS og SARS. Ingen kunne regne ud, at danskernes hverdag ville være forandret drastisk blot få måneder senere med coronvirussens indtog.

12. marts i år blev Danmark lukket ned første gang, og folk landet over skiftede arbejdspladsen ud med hjemmekontorer. Sådan var det dog ikke for alle. Nogle skulle nemlig bekæmpe virussen fra forreste linje, coronahelte ville nok ikke være for meget at kalde dem.

Annonce:

Fra barsel til corona-frontlinjen
Kamilla Christensen, der lige var kommet tilbage fra barsel til sit arbejde som akut sygeplejerske på Amager Hospitals akutafdeling, er en af dem, der i foråret trak et ekstra stort læs. Her blev hun sammen med en kollega udvalgt til at skulle være med til at åbne en ny akutmodtagelse for coronapatienter på Hvidovre Hospital.

- Vi skulle bygge afsnittet helt op fra bunden og blandt andet sikre os, at medarbejderne fik en ordentlig introduktion til den nye afdeling. Vi vidste jo ikke, hvad det var for en sygdom, så arbejdsgangene skulle findes frem, og vi skulle forholde os til nye retningslinjer stort set hver dag, fortæller Kamilla Christensen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

- Usikkerheden og omstillingen i det har været rigtig, rigtig hårdt for de sygeplejersker, der knoklede en vis legemsdel ud af bukserne i foråret for at få systemet til at køre rundt. De gjorde virkelig et gigantisk stykke arbejde, fortæller Kamilla Christensen, der i foråret arbejdede i to måneder på akutmodtagelsen for coronapatienter på Hvidovre Hospital. Foto: Emil Agerskov
- Usikkerheden og omstillingen i det har været rigtig, rigtig hårdt for de sygeplejersker, der knoklede en vis legemsdel ud af bukserne i foråret for at få systemet til at køre rundt. De gjorde virkelig et gigantisk stykke arbejde, fortæller Kamilla Christensen, der i foråret arbejdede i to måneder på akutmodtagelsen for coronapatienter på Hvidovre Hospital. Foto: Emil Agerskov
 

De omskiftelige retningslinjer var bare en af udfordringerne, der vendte op og ned på de ellers hårdføre sygeplejerskers hverdag.

- Der var så meget usikkerhed. Normalt som sygeplejerske er man et sted, hvor man har styr og kontrol på ting. Det havde vi ikke her. Vi vidste ikke, om vi blev smittet, for vi vidste ikke, om vores værnemidler var gode nok. Mine kollegaer og jeg var bange for at blive smittet, og bange for at gå hjem og smitte vores nære og kære.

Annonce:

- Mest udfordrende var helt klart, at man skulle rumme sine egne, sine kollegaers og de pårørendes frustrationer over, at de ikke kunne komme på besøg. Det fyldte rigtig meget. Der var opkald fra pårørende, der var kede af det og bange og gerne ville ind til deres mor, far eller søster. Det måtte de ikke, og det synes jeg, var utroligt svært, forklarer Kamilla Christensen om de store og svære udfordringer under første nedlukning tilbage i marts måned.

Anderledes form for sygepleje
Når coronavirussen ikke raser, arbejder Kamilla Christensen til daglig på akutmodtagelsen på Amager Hospital. Hun er derfor vant til det omskiftelige tempo og aldrig at vide ,hvad de næste ti minutter bringer. Sådan er det bare ikke for alle sygeplejersker.

- Mange af de sygeplejersker, der endte på akutmodtagelsen i Hvidovre, havde jo ikke frivilligt valgt at gå ind i det her. Nogle af sygeplejerskerne havde måske været 20 år på ambulatoriet, så de var ikke vant til at tage blodprøver og ligge drop for eksempel. En stor del var på dybt vand, og alligevel blev der bare knoklet. Så vi var pressede på så mange fronter, men de gjorde det simpelthen så godt.

Annonce:

- Jeg tror slet ikke, at danskerne er klar over, hvor stort et setup det egentlig var, der blev sat op i foråret, og hvor meget sygeplejerskerne valgte at omstille deres arbejde, siger Kamilla Christensen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

På de to måneder akutafdelingen for coronapatienter eksisterede fra marts til maj i foråret på Hvidovre Hospital, var der cirka 100 forskellige sygeplejersker igennem afdelingen, der kom fra forskellige afdelinger rundt om i landet, der skulle sættes ind i deres nye midlertidige job på akutmodtagelsen for coronapatienter. Foto: Emil Agerskov
På de to måneder akutafdelingen for coronapatienter eksisterede fra marts til maj i foråret på Hvidovre Hospital, var der cirka 100 forskellige sygeplejersker igennem afdelingen, der kom fra forskellige afdelinger rundt om i landet, der skulle sættes ind i deres nye midlertidige job på akutmodtagelsen for coronapatienter. Foto: Emil Agerskov

Havde selv covid-19 tæt inde på livet
Udover lige at være kommet tilbage fra barsel med sin nyfødte søn, havde Kamilla Christensen alvorlige udfordringer i privatlivet. Hendes egen far lå nemlig i respirator med covid-19, da hun startede på covid-afdelingen i Hvidovre.

Kamilla og hendes kæreste var godt klar over, at det med jobbet på den nye akutmodtagelse ville betyde ekstra meget arbejde. Alligevel var det ikke en svær beslutning at træde til.

Annonce:

- Jeg følte en afmagt i situationen. Jeg havde en far, der var så syg, og jeg vidste ligesom alle andre ikke noget. Jeg kunne ikke hjælpe ham, og jeg kunne ikke hjælpe min bonusmor, for hende måtte jeg heller ikke se. Jeg følte nok en afmagt, og blev nødt til at gøre noget for ikke at gå i sort over situationen. For så kunne jeg i hvert fald sige, at jeg gjorde noget for nogen, fortæller Kamilla Christensen.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

- Jeg synes, at der generelt var rigtig stor forståelse for situationen fra patienterne. Også hos de pårørende, vi snakkede med i telefon med. Selvom de var bange og kede af det, så kunne de jo godt forstå, at vi handlede, som vi gjorde, når vi forklarede dem situationen, fortæller Kamilla Christensen. Foto: Emil Agerskov
- Jeg synes, at der generelt var rigtig stor forståelse for situationen fra patienterne. Også hos de pårørende, vi snakkede med i telefon med. Selvom de var bange og kede af det, så kunne de jo godt forstå, at vi handlede, som vi gjorde, når vi forklarede dem situationen, fortæller Kamilla Christensen. Foto: Emil Agerskov
 

Mens kæresten passede deres kun 10 måneder gamle dreng derhjemme, arbejdede Kamilla, der på det tidspunkt var ansat på en 32-timers kontrakt, mellem 45 og 50 timer om ugen på akutafdelingen for coronapatienter på Hvidovre Hospital.

- Det var lettere kaotisk at skulle holde styr på alle ting. Samtidig gik min kæreste og jeg i total isolation for at undgå at smitte nogen. Men jeg savnede dem derhjemme rigtig meget, og det gjorde det ikke sjovt, at der var dage, hvor jeg kun så min søn om morgenen, inden jeg tog på arbejde.

- Men jeg fortryder ikke noget. Jeg tror, at jeg ville gøre det igen, siger Kamilla Christensen over en telefonforbindelse, da coronavirussen endnu engang har lukket Danmark helt ned, og der ikke bliver taget nogle chancer med risikoen for smitte.

Annonce:
Annonce:
Annonce:

Mere fra Ekstra Bladet+

Annonce:
Med jobcentrene har politikerne skabt en mur mod den sunde fornuft
Annonce:

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind

Annonce:
Annonce:
Annonce: