Kan coronavirus smitte via mad fra supermarkeder?

Fødevarestyrelsen får mange spørgsmål fra bekymrede borgere

Lone Simonsen, som er professor med ekspertise i pandemier, fortæller her om spredning og inddæmning af coronasmitte. Foto: Anthon Unger, Ritzau/Scanpix, AP / Producer: Lasse Brøndal

Kan coronavirus smitte via de fødevarer, man kan købe i butikker?

Det er et af de mange spørgsmål, som Fødevarestyrelsen i disse dage modtager fra borgere butikker og virksomheder.

Svaret er 'Nej, coronavirus smitter via dråber i luften og via luftvejene. Hvis en smittet person overfører coronavirus til en fødevare, vil sandsynligheden for smitte ved at man spiser denne fødevare, være yderst lille. Coronavirus skal ned i luftvejene for at give sygdom og ikke via mave/tarmkanalen.'

På samme måde besvarer Fødevarestyrelsen mange andre oplagte spørgsmål. Her nogle eksempler:

Er det sikkert at handle dagligvarer over internettet – set i forhold til Coronavirus?

Ja. Du kan trygt handle dagligvarer over internettet. Selvom en vognmand kan være smittet med Coronavirus, vil sandsynligheden for at blive smittet ved at spise de udbragte dagligvarer være yderst lille. Coronavirus skal ned i luftvejene for at give sygdom og ikke via mave/tarmkanalen. Fødevarestyrelsen anbefaler, at du vasker hænder, når du har modtaget dine dagligvarer, svarer Fødevarestyrelsen.

Kan jeg selv gøre noget for at undgå smitten med Coronavirus, når jeg laver mad?

Selvom det er meget lidt sandsynligt, at Coronavirus smitter gennem mad, så anbefaler Fødevarestyelsen, at du altid holder en god hygiejne i køkkenet. Fx bør du vaske dine hænder regelmæssig og holde rå og spiseklar mad adskilt. Coronavirus bliver inaktiveret ved opvarmning over 70 grader, så når du varmer maden op, bliver risikoen yderligere minimeret.

Boykot ikke frugtkurven!

Firmaet Euromiljø Natur er en af mange danske leverandører af frugtkurve til arbejdspladser. Herfra appellerer man til, at man ikke boykotter frugten.

'Frugt og grønt er ikke farligt. Det noget af det sundeste vi kan tilbyde os selv og samtidig er det med til at styrke vores immunforsvar,' skriver firmafrugt-leverandøren, som argumenterer for, at en sund varieret kost kan være medvirkende til, at man er mere modstandsdygtig over for infektioner.

Er der større risiko for smitte ved buffet-servering frem for enkeltvis servering?

Nej, coronavirus smitter via dråber i luften og via luftvejene. Hvis en smittet person overfører coronavirus til en buffet med mad (både madvarer og tag-ting), er sandsynligheden for smitte yderst lille. Coronavirus skal nemlig ned i luftvejene for at give sygdom. Smitten kan ske, når en smittet person færdes tæt blandt andre mennesker. Fødevarestyrelsen henviser til, at man følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne, nys og host i ærmet og at undgå personer med symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion for at undgå smitte, svarer Fødevarestyrelsen.

Kan jeg blive smittet af at røre ved fx en salattang, som en smittet har rørt ved?

Risikoen for at blive smittet med coronavirus, når man rører ved flader eller ting er generelt yderst lille. Det kan dog ske, hvis en smittet person nyser i hånden og herefter overfører sekret ved at tage fat i fx et dørhåndtag eller en salat-tang. Den næste bruger får hermed sekret på hænderne, og hvis denne klør sig i næsen eller øjnene, kan man risikere at blive smittet. Derfor er det vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om god håndhygiejne, nys og host i ærmet og at undgå personer med symptomer på forkølelse og/eller luftvejsinfektion for at undgå smitte.

Hvis en medarbejder i et køkken har coronavirus, kan det så smitte via maden?

Nej, coronavirus smitter via dråber i luften og via luftvejene og ikke gennem maden. Hvis virksomheden har en syg medarbejder, skal denne person følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Kan vi spise fødevarer fra lande med coronavirus (fx Norditalien, Kina m.m.)?

Ja, coronavirus smitter ikke til mennesker via fødevarer og emballage. Fødevarer fra de berørte lande udgør derfor ikke en risiko. Det gælder bådeforarbejdede varer, fx hakkede tomater på dåse, samt uforarbejdede varer, fx frisk frugt og grønt fra Italien eller hørfrø fra Kina. Derudover bliver coronavirus inaktiveret, når fødevaren bliver varmet op til 70-75 grader i to minutter eller tilsvarende.

Læs hele guiden her.

129 kommentarer
Vis kommentarer