Kan du se, hvilket dyr det er?

Hvilket væsen var det mon, der havde kravlet sig op i toppen af træet og siddet i to døgn?

Her er det besynderlige dyr, kvinden blev bange for. Foto: KTOZ
Her er det besynderlige dyr, kvinden blev bange for. Foto: KTOZ

Et dovendyr, en leguan eller måske en mindre orangutang. Buddene var mange, da en kvinde ringede til den polske version af dyrenes beskyttelses i byen Kraków i Polen.

Det skriver dyrenes beskyttelse i Kraków, KTOZ, på Facebook.

Var bange
KTOZ har offentliggjort telefonsamtalen mellem dem og kvinden, der var én blandt mange, som var bange for det underlige dyr.

- Folk tør ikke åbne deres vinduer, fordi de er bange for, at dyret kommer ind i lejligheden. Og det har siddet der i to dage, fortæller kvinden.

- Men frue, hvad er det for et dyr? Kan du komme nærmere på, hvad dyret ligner, svarer inspektør Adam fra KTOZ.

- Det er svært at se, men jeg tror, det er en leguan. Eller en syg rovfugl.

Han fortalte, at han oplevede kvindens stemme som meget hysterisk. Og derfor rykkede KTOZ også ud for at hjælpe dyret videre på sin rejse, efter at have siddet og bagt i solen i et træ for andet døgn i træk.

Intet hoved, ikke til at redde
Da dyrenes beskyttelse kom hen til stedet, opdagede de hurtigt den brunlige skabning i træet. Men den stod ikke til at redde.

- Det gik hurtigt op for os, at vi hverken kunne se dyrets hoved eller ben. Vi vidste, at vi ikke kunne redde dyret, forklarer Adam i opslaget.

Redderne kom tættere på og fik sat stiger op til træet. Nu kunne der snart blive sat en stopper for rædselssprederen i boligkvarteret.

Et dyr af butterdej
Og her gik det op for redderne, hvad der var på spil. Det var ikke en orangutang, leguan eller et dovendyr. Det var en croissant - angiveligt af butterdej - som havde siddet fast i træet.

- Vi brød ud i latter. Det er jo komisk, at vi har gjort så meget ud af at få en croissant ned fra et træ, fortæller dyrevennen.

KTOZ mener, at croissanten har forvildet sig op i træet, fordi en borger i nærheden har forsøgt at fodre dyr fra sin altan af.