Kan snyde bilisterne: Advarer mod glatte vejfælder

Vejdirektoratet advarer mod glatte veje i hele landet. Bestemte forhold kan gøre vejene ekstra farlige

Kraftig sne på Djursland. (Foto: Claus Bonnerup)
Kraftig sne på Djursland. (Foto: Claus Bonnerup)

I flere dage har Vejdirektoratet advaret mod glatte vejbaner, og fredag morgen er ingen undtagelse. Særligt skal bilisterne være opmærksomme på bestemte lumske strækninger i landskabet. Det fortæller vagthavende hos Vejdirektoratet Nicholas Petersson til Ekstra Bladet.

- Det er især skovområder, under broer og generelt lavtliggende områder. I åbne landskaber skal man passe på, når man kommer ned i dale. Her kan der være ekstra koldt og glat, siger den vagthavende.

Sne og snefygning på en mindre vej på Lolland. (Foto: Thomas Borberg)
Sne og snefygning på en mindre vej på Lolland. (Foto: Thomas Borberg)
 

Ikke være sikker
Selvom mange veje i Danmark er blevet saltet igen og igen i de seneste dage, er der alligevel meget glat nogle steder.

- Der er områder, hvor vi ikke kan være sikre på, at saltet har virket helt. Og det kan der være mange forskellige grunde til. Så det handler om at køre forsigtigt og vigtigst af alt at holde afstand, siger Nicholas Petersson.

Det er særligt de mindre veje, som kan være glatte. Og her spiller de store mængder sne, vi har fået, ind.

- Her kan der være sneglatte veje.

Uheld
Vi har i mange dage haft det, Nicholas Petersson vil kalde 'klassisk' vinterforhold for bilister og øvrige trafikanter. Og så er uheld nærmest uundgåelige. Fredag morgen har der ligeledes været uheld i det glatte føre. På Holbækmotorvejen måtte trafikanter væbne sig med tålmodighed efter et uheld.

- Der har været langsom kørsel ind mod København mellem Høje-Taastrup og Vallensbæk.

FDM: Gode råd til vinterkørsel

FDM har flere gode råd, før du kører ud i vintervejret

Orienter dig via internettet, tekst-tv, tv eller trafikradioen om den aktuelle vej- og vejrsituation

Af-is din bil ordentligt så både ruder, spejle og lygter er helt fri for is og sne – fjern evt. sne fra tag og kølerhjelm

Kør kun ud, hvis du har vinter- eller helårsdæk på bilen

Medbring en skovl, handsker, slæbetov og startkabler i bagagerummet

Sørg for at din mobiltelefon er opladet, så du kan tilkalde hjælp, hvis du er så uheldig at ende i grøften. Det kan også være, du skal give besked til hjemmet, arbejde eller børnehaven om, at du er forsinket

Medbring telefonnummeret på dit vejhjælpsselskab – det er en god ide at indkode nummeret allerede nu i mobiltelefonen

GPS satellitnavigation er god at have, hvis det går galt, da du præcist kan opgive din position

Kilde: FDM

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere