'Kan vi få ham til at springe ud i Ghitas kjole?'

Ekstra Bladets chefredaktør Karen Bro går en gang om ugen medierne og mediedebatten efter i sømmene

En fandenivoldsk 81-årig diva i storform til dronningens bal. Ghita Nørby ses her med sin mand, Svenn Skipper. Foto: Tariq Mikkel Khan
En fandenivoldsk 81-årig diva i storform til dronningens bal. Ghita Nørby ses her med sin mand, Svenn Skipper. Foto: Tariq Mikkel Khan

De ser altid fede ud på film. Men i virkeligheden hader mange redaktionsmøder. Nogle vil meget hellere i gang med historierne end at sidde og tale om dem. Andre synes, at visse personer – ofte chefredaktøren – dominerer uforholdsmæssigt meget.

Jeg plejer at sige: Møderne er kun så gode, som I selv gør dem til.

Men én ting er vi enige om. De løfter sig, når der opstår noget i rummet, som vi alle sammen får et godt grin af.

Forleden var det Ghita Nørbys kjole. I ved, moderkagen, brandhanen, oksestegen og hvad den røde robe ellers er blevet kaldt i ugens løb.

Vi havde talt en del om fænomenet og var egentlig nået til næste punkt. Det handlede om en feature, hvor en af vores klummeskribenter, den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack, fortæller om militære faldskærmsudspring.

Da udbrød tv-chefen: Kan vi få ham til at springe ud i Ghitas kjole? Og da flækkede selv de mest gnavne ansigter.

Jeg elsker det fælles grin. Ikke kun på redaktionsmøderne, men i det hele taget.

Der er så meget, der splitter for tiden. Og så mange forskellige agendaer, der kører ud ad en tangent. Ikke mindst på sociale medier.

Det er det, der får nogle til at efterlyse den såkaldte sammenhængskraft. Og så er det, Danmarks diva nummer et kommer sejlende ind til bal hos dronningen svøbt i det stof, der starter den store fælles samtale.

Først handler den selvfølgelig om, hvorvidt man synes, kjolen er grim eller pæn, men det er slet ikke pointen. 

Hovedpersonen formulerede det meget præcist over for Ekstra Bladet:

– Det er da utroligt, så meget en rød kjole kan optage lille Danmark. Så kan man da blive fri for at høre om alle de andre mindre sjove ting, der foregår.

Nemlig, Ghita! Tak for pausen, snakken med naboen over hækken, hyggen ved kaffebordet, påfundene på Facebook og inspirationen samt den gode stemning ved redaktionsmødet.

Du afvæbnede os et kort øjeblik. Der skal en ægte diva til at have sådan en kjole hængende på sig, uden at den bliver hængende på karrieren. Tak, Ghita – for generøsiteten og for at bryde normen. 

16 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere