Kan vinde pris: Flemming gik fra hospitalsdirektør til kassedame

74-årige Flemming Rosleff er nomineret til prisen som Danmarks bedste kassedame, men inden han begyndte at arbejde i Irma, var han hospitalsdirektør

Er Flemming Rosleff virkelig landets sødeste kassedame? Bedøm selv. Video/redigering: Oliva Loftlund/Signe Skov

- Bonen?

- Ja tak.

De fleste kender bon-dansen fra deres supermarked, men for Flemming Rosleff er bonen ikke bare en bon. Han folder den møjsommeligt, inden han rækker den til sin kunde.

Den foldede bon er blot en af mange grunde til, at han er nomineret til prisen som Danmarks sødeste kassedame - en pris, der hvert år bliver overrakt af ugebladet Hjemmet.

Ved siden af sit job i Irma på Godthåbsvej i København har Flemming Rosleff en konsulentvirksomhed, hvor han leverer lægefaglig konsulentbistand.

Inden han for ti år siden blev ansat i Irma, havde han en lang række prestigefyldte jobs i det private og offentlige sundhedssystem, og han er uddannet læge.

- Jeg har et stort servicegen, så jeg tænkte, at det kunne være sjovt at se, hvordan det kunne føres ind i detailsektoren, fortæller han om sit utraditionelle karriereskift.

Se også: Kassedame til kunde der ville have åbnet en ny kasse i Netto: Følg køkulturen

Flemming Rosleff gør sig umage for at være nærværende, når han betjener sine kunder. Foto: Olivia Loftlund
Flemming Rosleff gør sig umage for at være nærværende, når han betjener sine kunder. Foto: Olivia Loftlund
 

Startede som sjov
Stillingen som kassedame lå ikke just til højrebenet med Flemming Rosleffs erfaring som blandt andet forsker, læge, hospitalsdirektør og flere topstillinger private virksomheder.

Men en dag efter Flemming Rosleff var blevet selvstændig konsulent, var han nede i Irma på Finsensvej på Frederiksberg. Her så han et skilt, hvor der stod, at butikken søgte ældre medarbejdere.

- Jeg har været kunde i Irma i mange år, og de kører på med madkoncepter og økologi, så jeg tænkte, at det kunne være meget sjovt at være med til den rejse og koble noget god service på.

- Det skulle ikke være længere end, til jeg lige havde prøvet det. Men jeg må åbenbart kunne lide det, for jeg er blevet i mange år, og jeg synes, at det er rigtig sjovt, siger Flemming.

Se også: Her er manden Bilka ikke ønsker som kunde

Familiært forhold
Efter et par år fik han job i den Irma på Godthåbsvej, hvor han nu arbejder.

Her har han blandt andet indført en fredagsbar med vinsmagning hver anden uge.

- Vi har lidt af en fest hver fredag mellem 15 og 18. Jeg når som regel aldrig at komme ud før klokken 19. Det er hyggeligt.

Når Flemming Rosleff er på arbejde, bruger han lang tid på at snakke med kunderne.

- Jeg tænkte, at jeg havde noget erfaring efter mange år som konsulent i at tale med mennesker om alle mulige ting, så det kunne jo bruges, og det viste sig så, at jeg har været i stand til at etablere en nærmest familiær tilgang til min kundekreds.

- De ved efterhånden alle sammen, at jeg er læge, så de betror sig omkring sygdom, og jeg kan rådgive dem. Jeg er ikke deres praktiserende læge, men jeg kender jo til sygdomme. De er fantastisk åbne omkring ting og sager, fortæller han.

Se også: Annullerings-tricket: Kassedame tog 262.500 kr med hjem

Flemming Rosleff rådgiver ikke kun om influenza og tennisalbue. Han holder sig heller ikke tilbage med gode råd om mad og vin. For eksempel kan han godt finde på at sige det, hvis han synes, at kunden er ved at købe en ærgerlig flaske vin.

- De får et tillidsforhold til, at det, jeg siger, er rigtigt. Derfor spørger de mig utrolig meget om vin, og hvad jeg kan anbefale.

I butikken er det tydeligt, at Flemming Rosleff kender sine kunder. De får en sludder, mens deres varer bliver scannet, og inden de bliver sendt ud af døren med en foldet bon, forsikrer de fleste Flemming Rosleff om, at de allerede ham stemt på ham som Danmarks sødeste kassedame.

Se også: Kunde fumlede og havde ikke penge nok: Så gav Lidl-pige en lektion

38 kommentarer
Vis kommentarer