Kaos efter konkurs: Har mest ondt af de ansatte

BR-ledelsens nye udmelding om, at gavekort og tilgodebeviser kan bruges skabte meget lange køer til BR

Køerne var meget lange foran BR i Frederiksberg Centret, men mange gik forgæves i forsøget på at indløse gavekort, tilgodebeviser og mærkebøger. Foto: Anthon Unger
Køerne var meget lange foran BR i Frederiksberg Centret, men mange gik forgæves i forsøget på at indløse gavekort, tilgodebeviser og mærkebøger. Foto: Anthon Unger

Køerne til BR i Frederiksberg Centret var alenlange og nåede hele vejen over centerhallen. Inde i butikken så det ikke meget bedre ud. Her gik folk i gåsegang og køen bugtede sig igennem hele butikken.

Godt nok havde BR 25 procent på alle sine varer, men interessen gik først helt amok, da BR-ledelsen meldte ud, at alle tilgodebeviser og gavekort, som var dateret i julemåneden, kunne indløses.

BR i Frederiksberg Centret var proppet efter udmeldingen fra Top Toy-ledelsen. Foto: Anthon Unger
BR i Frederiksberg Centret var proppet efter udmeldingen fra Top Toy-ledelsen. Foto: Anthon Unger
 

Det var stik imod fredagens udmelding, men lørdag havde ledelsen i Top Toy, som er moderselskabet for Toys 'R' us og BR, at de nu havde fået nærlæst reglerne for konkurs og dermed kunne kundgøre, at alle køb, som var indgået efter firmaet betalingsstandsning d. 30-11, kunne byttes - og for tilgodebeviser og gavekorts vedkommende refunderes.

Men mange gik forgæves, for de havde ikke forstået, at det ikke kunne ske i butikken, men skulle ske ved henvendelse til Top Toy., der så ville sætte pengene ind på kundernes konti.

Et tætskrevet A4-ark forklarede kunderne, hvordan de kan få deres penge igen samt hvad der er hjemmel til at indløse. Desværre gik reglerne hen over hovedet på en del mennesker. Foto: Anthon Unger
Et tætskrevet A4-ark forklarede kunderne, hvordan de kan få deres penge igen samt hvad der er hjemmel til at indløse. Desværre gik reglerne hen over hovedet på en del mennesker. Foto: Anthon Unger
 

Mistede penge i USA
Og det var langtfra alle, der havde humor nok til at have stået i kø i op imod en time for at få den besked.

En dame, der netop var vendt hjem fra USA, og var brændt inde med både gavebeviser og tilgodebeviser, da Toys 'R' us lukkede ned der, så i hvert fald rimeligt stresset ud, da hun erfarede, at hun havde stået i kø uden grund, og at hun i stedet skulle gå hjem, tage et billede at sine tilgodehavender, skrive sit kontonummer og sende det hele til firmaet.

Andre tog det stille og roligt.

Martin Jeppesen havde mest ondt af de ansatte. Foto: Anthon Unger
Martin Jeppesen havde mest ondt af de ansatte. Foto: Anthon Unger
 

Martin Jeppesen skulle bare bytte to kraner, så han væbnede sig med tålmodighed og stillede sig i kø.

- I virkeligheden har jeg mest ondt af personalet. Ikke bare har de mistet deres job, men de skal også lægge ører til visse kunders aggressivitet. De ansatte her i butikken kan jo ikke gøre for, hverken at firmaet går konkurs eller, at reglerne er, som de er, smiler han.

Handel på nettet
Flere af de kunder, Ekstra Bladet talte med, erkendte, at de selv havde været med til at skubbe BR og Toys 'R' us ud over kanten.

Et par mødre og fædre indrømmede, at de købte meget på nettet og på den måde havde nedprioriteret butikkerne. Af samme grund kunne de delvist takke sig selv for, at der ikke længere var økonomi i butikkerne.

Nicolas Vinnac og sønnerne Albert og Oscar havde en god oplevelse i BR , men beklagede at 'deres' legetøjsbutik nu lukker. Foto: Anthon Unger
Nicolas Vinnac og sønnerne Albert og Oscar havde en god oplevelse i BR , men beklagede at 'deres' legetøjsbutik nu lukker. Foto: Anthon Unger
 

Blandt dem er Nicolas Vinnac, der tilmed arbejder for Salling Group, som også konstant har billige tilbud på legetøj.

- Ja, vi har jo nok en aktie i at skubbe Top Toy ud over kanten, erkender han.

Han var med sine to drenge, Albert på ti år og Oscar på seks inde for at bytte lidt.

- Drengene er kede af, at deres legetøjsbutik forsvinder. Det er jeg egentlig også, for det var også min butik, da jeg var dreng. Det er brandærgerligt. Men virkeligheden er jo nok, at man ikke har trimmet og omlagt strategierne i forhold til den moderne handel på nettet, erklærer han.

Børn mister penge
For nogen var skuffelserne over konkursreglerne næsten ubærlige.

Det gjaldt blandt andet en kendt komiker og hans familie, der havde en fed stak BR-mærkebøger samt et par tilgodebeviser for over 2000 kr.

Men mærkebøgerne levner konkursreglerne ikke hjemmel til at indløse, og tilgodebeviser som er dateret før 30-11 2018, er også lige til at skrotte.

Selv om det ikke faldt i god jord hos komikerfamilien, var der andre, der tog reglerne med et skuldertræk.

- Herregud. Det er selvfølgelig surt, men mine unger får så rigeligt af alt muligt, så det overlever de nok, sagde en far.

Lars Bohn og døtrene Karoline og Kamilla fik intet ud af at forsøge at indløse deres mærkebøger. Foto: Anthon Unger
Lars Bohn og døtrene Karoline og Kamilla fik intet ud af at forsøge at indløse deres mærkebøger. Foto: Anthon Unger
 

- Mine døtre, Karoline og Kamilla, ville naturligvis gerne have legetøj for de to mærkebøger, vi har. Men helt ærligt, hvis ikke jeg havde fundet dem frem nu, for at forsøge at indløse dem, tror jeg såmænd ikke, at pigerne ville have skænket dem en tanke. Alligevel synes jeg måske nok, at det er mærkeligt, at den slags tilgodehavender ikke indfris. Så jeg tror, at jeg vil gå hjem og skrive til Top Toys kuratorer, og måske også kontakte Forbrugerrådet efter nytår. Principielt synes jeg, at det er forkert, at børnene skal miste de penge, siger Lars Bohn.