Kaos fortsætter hos YouSee: - Undskyld!

YouSee har endnu ikke fået løst problemerne på en teknisk fejl i bland selv-afdelingen, og derfor sender tv-udbyderen nu en undskyldning til kunderne

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kunderne hos YouSee vågnede onsdag op efter nytårsaften til et tv uden Discovery Networks' kanaler. I stedet var det meningen, at kunderne kunne glæde sig over at få adgang til en række bland selv-kanaler fra YouSee's udvalg af kanaler.

Det kan kunderne dog ikke nyde godt af i øjeblikket, da YouSee er blevet ramt af en teknisk fejl i bland selv-afdelingen, som gør, at op mod 250.000 kunder ikke kan få adgang til de ønskede kanaler i bland selv-afdelingen.

Tidligere onsdag hev Ekstra Bladet fat i YouSee for at få en uddybning af problemet. Her kunne tv-udbyderen oplyse, at de arbejdede på højtryk på at få problemet løst.

Arbejder på højtryk
Men det går på ingen måder efter planen for YouSee, og kaosset omkring den manglende adgang til bland selv-kanalerne fortsætter endnu.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at få styr på det. Vi arbejder på højtryk for at få problemet løst, og vi beklager meget overfor de kunder, der er ramt af problemet. Vi har endnu ikke nogen tidshorisont for, hvornår problemet er løst. Desværre, siger Mai-Britt, der er kommunikationsrådgiver hos YouSee.

- Selvfølgelig beklager vi, at kunderne stadig ikke kan til- og fravælge kanaler fra vores bland selv-afdeling. Det skal de jo kunne. Så vi undskylder mange gange og håber på at få det løst hurtigst muligt.

Utilfredse kunder
Kunderne hos YouSee er på ingen måder begejstret over tv-udbyderen, og flere af kunderne raser på Facebook, hvor de udtrykker deres store utilfredshed over tv-giganten.

'Trist oplevelse, dårlig kundeservice, alt for ringe YouSee,'

Sådan skriver Gitte Nielsen blandt andet på YouSee's Facebook-side.

Og flere følger Gitte trop og revser tv-udbyderen. Blandt andet er der en række, som skriver 'farvel og tak' til YouSee.

Ekstra Bladet har talt op mod 50 opslag på YouSee's Facebook, hvor folk brokker sig over tv-udbyderen og er utroligt utilfredse.

185 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere