Kaos i dansk by: - Fuldstændig vanvittigt

I Esbjerg er vejene i øjeblikket ubegribeligt glatte, og kommunen kalder det en næsten umulig opgave at holde vejene saltet under de nuværende vejrforhold

Der hersker næsten kaotiske tilstande i Esbjerg, der nu i flere dage i træk har kæmpet med vejrforhold, der gør vejene ekstremt glatte og farlige. Samtidig er de næsten umulige at holde saltet, siger kommunen.

Det skriver JydskeVestkysten fredag.

Bilister, cyklister og fodgængere skøjter rundt på vejene, og flere personer er de seneste dage kommet til skade på grund af de glatte veje. Det bekræfter Fælles Akutmodtagelse på Sydvestjysk Sygehus, der i følge ledende sygeplejerske Ina Marie Andersen har haft 'en del' faldulykker i denne uge. Hun understreger, at corona-nedlukningen i den forbindelse er belejlig, fordi færre personer dermed skal ud på de glatte veje.

Fuldstændig vanvittigt
Flere beboere i Esbjerg har henvendt sig til JydskeVestkysten for at berette om det alvorlige problem med de glatte veje. En af dem er Lone Jensen, der bor i centrum og kører i bil til arbejdet i Sønderris.

- Det var fuldstændigt vanvittigt. Folk skøjtede rundt, og det virkede i det hele taget farligt. Det føles ikke trygt at køre på arbejde, når vejene er så glatte. Det var ubehageligt, og vi talte om det, da jeg mødte ind på job, hvor alle andre havde haft samme oplevelse. Der var også flere som havde set cyklister, der lå ned, fordi de var gledet. Problemet var, at der ikke var salt på vejene, og synes jeg godt nok er et problem, siger hun til mediet.

Flere borgere anklager kommunen for ikke at gøre et godt nok arbejde med at salte vejene. De mener i stedet, at der er tale om en spareøvelse.

Det afviser Esbjerg Kommune dog pure.

Forsvinder på to timer
Ifølge driftchef i Esbjerg Kommune, Bjørn Eriksen, er det en næsten umulig opgave at salte vejene, fordi vejrforholdene gør, at isen hurtigt kommer tilbage.

- Vi er slet ikke i spare-mode, og vi gør, hvad vi kan for at gøre vejene så sikre som muligt. Det er bare meget vanskeligt i disse dage, hvor temperaturen roder rundt lige omkring frysepunktet. Når det regner og samtidig er koldt, risikerer man, at saltet er væk i løbet af to timer. Så det er svært at holde vejene saltet, og det drejer sig mere om, at vi får timet vores udkald, så vi får mest muligt ud af dem, siger han.

Han oplyser, at vejene bliver saltet klokken syv og klokken ti hver dag, og at cykelstierne saltes løbende.

 

 

 

212 kommentarer
Vis kommentarer