Kaos med nytårsmenu: - De tog os som gidsler

En lang række danskere fik ødelagt nytårsaften af lang ventetid på sushimenuer fra Karma Sushi

Folk stod i lange køer for at få deres sushi fra Karma Sushi til nytårsaften. Privatfoto
Folk stod i lange køer for at få deres sushi fra Karma Sushi til nytårsaften. Privatfoto

En skandale. En ødelagt nytårsaften. Aldrig igen! Undgå Karma sushi for alt i verden!

Det er ikke just god karma, der strømmer over sushi-restauranten Karma Sushi fra utilfredse købere, der måtte se langt efter deres nytårsmenu fra filialen på Trianglen på Østerbro i København på årets sidste dag.

De har udtrykt deres utilfredshed på Trustpilot, på restaurantens Facebook-side og til Ekstra Bladet.

- Det var en skandale. De tog os som gidsler fra 15.30 til 22.30. For al den tid gik med fokus på, om vi fik vores mad, siger Christina Madsen, der skulle fejre nytårsaften med sin 12-årige datter.

De havde glædet sig til at sætte tænderne i en lækker sushi-menu til 785 kroner, men aftenen endte med, at datteren gik grædende i seng, før maden kom.

- Vi forsøgte ellers i lang tid at holde humøret oppe, men til sidst så blev det bare for meget for hende, fortæller Christina Madsen, der bor i Farum og havde bestilt maden til afhentning klokken 15.30 på Østerbro i københavn.

De måtte køre tilbage uden maden, men da hun efterfølgende snakkede med dem i telefonen, fik hun hele tiden at vide, at hun skulle prøve at ringe igen om tyve minutter.

- Aftenen blev ødelagt. Det fyldte så meget, at jeg hele tiden skulle være i dialog med dem. Jeg prøvede også at skrive til dem ved 21-tiden, om jeg bare skulle give min datter en skive rugbrød i stedet, men vi trak den, fordi vi hele tiden fik at vide, at maden var på vej

Først syv timer efter, at hun havde bestilt maden til afhentning, blev maden leveret i en taxa.

De 785 kroner for menuen er en stor udskrivning for hende, og hun ville ønske, at Karma Sushi refunderede hendes penge.

Fik først mad klokken 20.40
Også Mattias, der bor på ydre Østerbro, oplevede kaos i stedet for karma på restauranten på Trianglen.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger han.

Han skulle fejre nytår med kæresten og deres datter på godt et år.

De havde bestilt en to personers menu til 650 kroner til kl. 16. Men da han mødte op på Trianglen et kvarter før, blev han mødt af en kø på omkring 50 mennesker.

Efter tre kvarters ventetid, kom en engelsktalende kvinde ud og beklagede, at der ville gå minimum en time, inden man kunne få sin mad.

Mattias gik derefter hjem og prøvede at fejre lidt nytår med sin lille familie.

- Det var den første nytårsaften med min datter med truthorn og det hele, og den havde jeg tænkt mig at bruge på en anden måde.

Han fik først sin mad klokken 20.40 efter at have været frem og tilbage flere gange. I alt ventede han over tre timer på stedet.

- Og det er det, som irriterede mig mest. For hvis jeg havde kunnet få et tidspunkt, kunne jeg bare være taget hjem og hygge med min datter, fordi jeg bor i nærheden. Da jeg kom hjem, var hun lagt i seng, siger han.

Han forventer også, at Karma Sushi giver en form for kompensation.

- Det er synd for de ansatte, for det er nogen højere oppe i systemet, som har lavet en kæmpe brøler.

Mange måtte opgive at få sushimiddagen i hus fra Karma Sushi til årets nytårsfest, før dronningen holdt sin nytårstale. Privatfoto
Mange måtte opgive at få sushimiddagen i hus fra Karma Sushi til årets nytårsfest, før dronningen holdt sin nytårstale. Privatfoto
 

Udskød dronningens nytårstale
Mads Schramm fra Østerbro i København, der havde bestilt sushi til sig selv og sin kone, havde samme oplevelse som Mathias. Han opgav imidlertid helt at få maden, efter han havde været frem og tilbage til restauranten på Trianglen tre gange og hver gang blev mødt af lange køer.

- Jeg nåede først frem for at vise min bestilling kvart i syv, og der hørte jeg, at der var ventetid på en time. På det tidspunkt ville jeg hjem og holde nytårsaften, forklarer han og tilføjer, at han optog dronningens nytårstale, så han og hans kone i stedet så den klokken 19.30.

- Det var helt absurd kaos! Og det var også sørgeligt at se de stakkels mennesker, der var på arbejde og blev efterladt i det kaos. Jeg tror, jeg havde sagt op, hvis det var mig. Det var jo sikkert ikke deres skyld, slår han fast.

Han undrer sig over, at Karma Sushi ikke har givet de mange skuffede gæster en undskyldning på deres Facebook-profil, men i stedet har reklameret for 'god karma' for kort tid siden.

- Det virker helt absurd, at de ikke har været forberedt på, hvor mange menuer de havde solgt. Og endnu mere absurd, at de ikke kommer med en udmelding, konstaterer han.

Mads Schramm havde heldigvis købt østers til forret, så han og konen gik ikke sultne i seng.

Ekstra Bladet har gentagne gange forsøgt at få kontakt til direktør for Karma Sushi, Morten Hansson. Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra ham eller en anden fra Karma Sushi trods adskillige forsøg. Restauranten har heller ikke svaret de utilfredse kunder på Facebook, selvom de har postet opslag i samme tidsrum.

411 kommentarer
Vis kommentarer