Kaosset fortsætter for tusindvis af SAS' kunder.
Op mod 30.000 bliver dagligt berørt at pilotstrejken, som siden mandag har været en realitet. Onsdag eftermiddag lød det så, at der var håb for nogle af de strandede passagerer, som hverken kunne finde hotel eller sad i andre store problemer.
SAS bekræftede over for Ekstra Bladet, at man havde indgået en aftale med pilotforeningerne i SAS Pilot Group om at gøre en undtagelse fra strejken for at få charterturister hjem. Nu manglede Dansk Metal bare at frigive otte fly.
Afviser at stå i vejen
Onsdag gik 250 flymekanikere nemlig i sympatistrejke med piloterne gennem Dansk Metal.
Fredag morgen er situationen uændret. SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, skriver i en sms til Ekstra Bladet, at Dansk Metal endnu ikke er med i aftalen. Derfor kan flyene ikke lette fra Københavns Lufthavn.
'Dansk Metal har ikke godkendt at tage teknikerne ud af sympatistrejken endnu,' lyder det kortfattet.
Men hos Dansk Metal har man en helt anden version af sagen. Her fortæller chefforhandler Keld Bækkelund Hansen til Ekstra Bladet:
- Man kunne læse alle vegne i går, at SAS mente, at vores strejke ikke betød en skid, fordi deres connect-fly (hvor piloterne ikke er i strejke, red.) bare kunne flyve, som de ville. Samtidig tikker der en mail ind hos mig fra Marianne Hernæs (SAS forhandlingsleder, red.), hvori hun spørger, om jeg vil være med til at frigive fly, som skal bruges til at hente de her passagerer hjem. De kan jo bare flyve ned og hente dem hjem med de connect-fly.
- Men jeg svarer hende, at jeg ikke kan forstå, hvorfor hun skriver sådan, når de hele dagen har sagt, at de ikke har behov for vores flymekanikere i pressen.
Venter på svar
Keld Bækkelund Hansen giver ligeledes Ekstra Bladet indblik i, hvad han konkret har svaret SAS' forhandlingsleder torsdag aften.
'Med hensyn til flymekanikerne vil vi være indstillet på at klargøre fly, der, efter at I har indgået en aftale med piloterne, udtages til at hente de strandede charterrejsende hjem. Aftalen om flymekanikernes undtagelse af konflikten forudsætter, at der indgåes en aftale med piloterne om, at de klargjorte fly alene benyttes til at flyve strandede chartergæster hjem. Jeg imødeser en tilbagemelding, således at jeg kan orientere mine mekanikere.'
- Den mail venter jeg stadig svar på, siger Keld Bækkelund Hansen til Ekstra Bladet.
Hos SAS fortæller Alexandra Lindgren Kaoukji, at hun ikke gider at bidrage til, at der bliver kastet flere sten mellem parterne.
Hun oplyser dog, at hun ikke er enig i Dansk Metals udlægning af den nuværende status.
- Vi er i dialog, og vi forsøger at løse dette så hurtigt som muligt, fordi vores førsteprioritet er at hente vores passagerer hjem.
Flyver fredag fra Norge
Ifølge norske VG siger de norske SAS-piloters leder Roger Klokset dog fredag, at de første fly letter fra Norge for at hente gæster hjem allerede fredag.
- De flyver tomme fly ned for at hente passagerer på destinationer, hvor det er svært at finde alternativ transport hjem, siger Klokset til NTB.
Flyene letter dog øjensynligt ikke foreløbigt fra Københavns Lufthavn.
Rigtigt mange danskeres ferieplaner er påvirket af pilot-strejken i SAS - læs her, hvad du kan gøre.