Kaos på privatskole - hvor er pengene?

Der er udbrudt kaos på en af Danmarks største privatskoler. En halv mio. kr. er forsvundet.

Forældregruppen på Køge Private Realskole har via en advokat henvendt sig til Ekstra Bladet i forsøg på at vælte skolebestyrelsen, som de mener er medansvarlig for det kaos, skolen er havnet i. (Foto: Google Maps)
Forældregruppen på Køge Private Realskole har via en advokat henvendt sig til Ekstra Bladet i forsøg på at vælte skolebestyrelsen, som de mener er medansvarlig for det kaos, skolen er havnet i. (Foto: Google Maps)

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller send mail til 1224@eb.dk.

Hidtil har Køge Private Realskole været berømt for elevernes høje karaktergennemnsnit, sin karismatiske rektor og grundlægger Knud Erik Behrens - og for sine eksperimentelle pædagogiske principper samt kinesisk undervisning til småbørn.

Men Ekstra Bladet kan i dag fortælle, at rektor gennem 20 år forleden fratrådte uden så meget som en afskedsreception, fordi der er udbrudt et bekosteligt økonomisk ragnarok og en magtkamp på skolen, som ellers flere gange er blevet fremhævet som en af landet fremmeste.

Razzia på kontoret
Derouten begyndte i fjor, da nogle forhenværende medarbejdere hidkaldte Styrelsen for Undervisning og Kvalitet under Undervisningsministeriet samt et revisionsfirma, som gennemførte razziaer i skole-administrationen, hvor alt var et stort rod.

Knud Erik Behrens blev hjemsendt, mens revisorer arbejdede i dagevis og eksempelvis afslørede, at der var afholdt udokumenterede udgifter på over 500.000 kroner.

Penge brugt - til hvad?
Det er hævninger, som der ifølge revisionen mangler en god saglig begrundelse for. Et så grelt forhold, at undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) blev orienteret, viser et notat Ekstra Bladet har fået indsigt i.

Ekstra Bladet er også i besiddelse af bilag, som dokumenterer at rektor i fjor brugte over 10.000 af skolens kroner på flybilletter til sig selv - til det portugisiske ferieparadis Funchal Madeira - og til Guangzhou i Kina, hvor hans søn har boet.

Ferie-beskyldninger

- De er af den opfattelse, at der kan være tale om private rejser, lyder det fra advokat Simon Hauch, der udtaler sig til Ekstra Bladet på vegne af en gruppe forældre, der ønsker at være anonyme, fordi de frygter, at det vil være til ulempe for deres børn, hvis de står frem.

Ekstra Bladet kender forældrenes identitet.

Forleden blev skolens årsregnskab for 2015 offentliggjort. Se årsregnskabet her. To dage forinden var Behrens stoppet.

Kulørte alarmer
- Regnskabet indeholder nogle ufatteligt giftige og kritiske påtegninger med især to alarmer; en orange og en rød alarm, siger den statsautoriserede revisor og chefkonsulent Lars Kiertzner fra revisorernes brancheorganisation FSR.

- Den orange alarm er, at vi ved, at der på skolen har været brugt penge; men vi ved ikke, om de altid er brugt til de formål, de er bevilget til. Den røde er, at vi slet ikke kan forholde os til, om de er brugt fornuftigt og sparsommeligt, siger han.

Revisionen konkluderer også, at der er udbetalt mere i løn end reglerne tillader.

Det drejer sig om ekstraordinære vederlag til Behrens på 100.000 kr. i 2015 og 200.000 kr. for at varetage ledelsen af skolens bogholderi.

Uforstandig i bogføring
Disse vederlag er bevilget af skolebestyrelsen på trods af at Behrens ifølge eget udsagn ikke har en døjt forstand på bogholderi.

Forældregruppen har via advokaten henvendt sig til Ekstra Bladet i forsøg på at vælte skolebestyrelsen, som de mener, er medansvarlig for det kaos, skolen er havnet i. De tror ikke på, at den nuværende bestyrelse er i stand til at rydde op og ansatte en ny, egnet rektor.

- Bestyrelsen har et medansvar for dette rod og må gå af omgående, opfordrer forældrene.

Formanden for skolebestyrelsen, forretningsmanden Thomas Pedersen, vil ikke deltage i et interview, men han afviser at bestyrelsen trækker sig.

- Vi render ikke fra posten før, der er ryddet op på skolen, siger han.

Ministerium: Vi indfører skærpet tilsyn

'På baggrund af den aflagte årsrapport for 2015 vil ministeriet nu meddele skolen, at den er sat under skærpet økonomisk-administrativt tilsyn. Dette skyldes bl.a. de mange kritiske bemærkninger til skolens administration m.v., som fremgår af revisors rapportering til skolens bestyrelse. Det betyder bl.a., at skolen skal udarbejde en skriftlig redegørelse om status på den administrative genopretning. Skolen skal i den forbindelse bl.a. redegøre for den tidligere ledelses (Behrens', red.) lønmæssige forhold, oplyste Undervisningsministeriet i aftes.

 

***

Dyrt for børnene


Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få svar på, hvad de godt 500.000 kroner er brugt på. Og der mangler ifølge årsrapporten bilag, der kan dokumentere udgifterne.

- Ingen kommentarer. Jeg har tavshedspligt, siger Deloitte-revisor Søren Jensen.

Men et er sikkert: Pengene er brugt og skolen er finansieret af dels statslige tilskud, dels af skolepenge fra forældre. Så de fleste vil formentlig håbe, at beløbet er investeret i børns skolegang, ikke i eksempelvis ansattes ferierejser.

Det er også uden for enhver tvivl, at børnene kommer til at tabe på det økonomiske morads i Køge

Ifølge den nu fhv. rektor Behrens og to andre personer med nær tilknytning til skolen, har det alene det seneste år kostet skolen 3,2 mio. kr. at få revisorer og konsulenter fra Deloitte til at hjælpe med at rydde op.

Det er penge, som tærer slemt på skolens egenkapital, som kunne være brugt på legepladser, bøger og andet.. Egenkapitalen svandt fra 2014 til 2015 fra 10 mio. kr. til 4 mio. kr. Størstedelen af underskuddet på 6 mio. kr. skyldes dog et katastrofalt, forlist projekt med at etablere et gymnasium.

- Udgifterne til Deloitte er spild af penge. Vi var nemlig medlem af en skoleforening, der kunne have hjulpet os gratis ud af det kaos, siger Behrens.

***

Konfrontation: Rektor: De sendte mig hjem

- Hvordan kan der opstå sådan et skrækkeligt og ulovligt rod i økonomien under din ledelse?
- Det må du tale med bestyrelsesformanden om. Jeg er ikke på skolen længere. Jeg er blevet fritstillet for få dage siden efter aftale med DJØF. Jeg nærmer mig 70 år, så det er fint nok.

- Men hvordan kan det gå så galt med økonomien?
-Jeg fatter ikke, hvad der er sket, men den kritik, der er rejst, er ikke så alvorlig. Det drejer sig heller om særligt store beløb. Jeg stod for pædagogikken, ikke for økonomien, siger Behrens, som skyder skylden på en forhenværende nu fratrådt ledende medarbejder.

- Burde du som rektor - øverste leder - ikke have haft styr på økonomien eller sørge for, andre havde det?
- Jeg er ikke typen, der kontrollerer, om økonomiske forhold i er orden, for det er jeg ikke i stand til.

- Jeg kan se, at du har været på to rejser alene. Til Kina og Portugal. Det hævdes at være private ture?
- Skolen har faste forbindelser i Kina, hvor vi udviklede undervisning med landet tredje bedste skole. Derfor Kina-rejsen. Jeg var i Portugal for at se, om det kunne været et sted at arrangere studieture til. Det var det ikke. Jeg havde lov til at rejse ud for at undersøge nogle ting.

-Der er for 500.000 kr. udokumenterede udgifter. Er det helt eller delvis penge, du har brugt?
- Jeg mødte op på skolen. Kontoret var fyldt med revisorer. Bestyrelsesformanden gav mig besked på at gå hjem. Efter fire dage måtte jeg komme i skole igen, for der stod det klart, at jeg ikke har taget af kassen.

- Hvor mange måneders løn er du aftrådt med?
- Nul.

1 af 2 
2 af 2 Forældregruppen på Køge Private Realskole har via en advokat henvendt sig til Ekstra Bladet i forsøg på at vælte skolebestyrelsen, som de mener er medansvarlig for det kaos, skolen er havnet i. (Foto: Google Maps)
66 kommentarer
Vis kommentarer