Kaotiske scener: Nu slås briterne ved kriseramte tankstationer

I Storbritannien er manglen på chauffører til at fragte benzin nu så massiv, at briterne frarådes at hamstre ved tankstationer, som er ramt af lange køer

Kaotiske scener: Nu slås briterne ved kriseramte tankstationer

Kaos og kø ved britiske tankstationer.

Lange køer foran tankstationer er den seneste uge blevet hverdag i Storbritannien.

Her er manglen på chauffører til at fragte brændstof tirsdag så stor, at mellem 50 og 90 procent af alle tankstationer i nogle områder er løbet tør for benzin.

Flere britiske medier beretter ligeledes, at stemningen ved tankstationerne er så presset, at der flere steder er udbrudt regulære slåskampe.

Panikkøb
Britiske Daily Mail kan vise billeder, der bevidner, at situationen i Storbritannien er eskaleret så voldsomt, at der blandt andet bliver trukket knive under desperate slåskampe.

Direktør for erhvervsorganisationen Petrol Retailers Association, som repræsenterer 65 procent af britiske tankstationer, Gordon Balmer, fortæller ligeledes, at der er store problemer ved det britiske tankstationer.

- Vi ser desværre panikkøb af brændstof i mange dele af landet. Vi har brug for noget ro. Lad venligst være med at panikkøbe: Hvis folk dræner netværket, så bliver det en selvopfyldende profeti.

Briterne er tirsdag derfor blevet opfordret til ikke at hamstre brændstof under den nuværende krise, der har ført til tomme benzinpumper og lange bilkøer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Oppositionsleder Keir Starmer mener, at benzin-krisen i Storbritannien er regeringens skyld.

Mangler 100.000 chauffører
Ifølge den britiske transportsektor mangler der i øjeblikket cirka 100.000 lastbilchauffører i Storbritannien.

Cirka 25.000 udenlandske chauffører har forladt Storbritannien i forbindelse med brexit.

Manglen på chauffører fik søndag aften premierminister Boris Johnsons regering til at meddele, at den vil ophæve konkurrencereglerne midlertidigt.

Sætter han hæren ind?
Netop Boris Johnson overvejer også at få soldater fra den britiske hær til at sætte sig bag rattet i lastbilerne.

Det er en plan, der blev udarbejdet på det tidspunkt, da den britiske regering forberedte sig på måske at skulle forlade EU uden en skilsmisseaftale.

Planen indebærer, at hundredvis af soldater kan indkaldes for at sikre vigtige forsyninger. Det kan dog tage op til tre uger at sætte i værk, skriver avisen The Guardian.

Regeringen har også meddelt, at den i de kommende måneder vil udstede op mod 10.500 midlertidige visa til udenlandske lastbilchauffører og anden udenlandsk arbejdskraft.