Karin lå døende med kræft: Frustreret søn i chok over kommunen

Kenneth Paulmann ville ønske, han kunne få lov til at være sin mors barn i hendes sidste tid. I stedet måtte han bruge al sin tid på at være efter Albertslund Kommune

Kenneth Paulmann vil have fokus på den dårlige behandling, hans mor har modtaget fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune. Foto: Emil Agerskov
Kenneth Paulmann vil have fokus på den dårlige behandling, hans mor har modtaget fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune. Foto: Emil Agerskov

Karin Hansen er tirsdag morgen sovet ind efter at have kæmpet en hård kamp mod lungekræft.

Døden var en naturlig konsekvens af Karins sygdom, men den behandling, hun modtog fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune i sin sidste tid på jorden, kunne godt have været bedre.

Derfor retter Karins søn, Kenneth Paulmann, nu skarp kritik mod kommunen, der selv erkender flere svigt i forbindelse med plejen af Kenneths mor.

Det skal understreges, at Karin Hansen har givet samtykke til, at hendes sag fremstilles i Ekstra Bladet, og at Albertslund Kommune udtaler sig konkret om hendes sag.

- Jeg føler, at de har svigtet hende i den tid, hvor hun har haft allermest brug for hjælp. Jeg og mine søskende har ikke kunnet være min mors børn, fordi vi har måtte sloges for, at hun kunne få en værdig behandling, siger Kenneth Paulmann til Ekstra Bladet. Privatfoto
- Jeg føler, at de har svigtet hende i den tid, hvor hun har haft allermest brug for hjælp. Jeg og mine søskende har ikke kunnet være min mors børn, fordi vi har måtte sloges for, at hun kunne få en værdig behandling, siger Kenneth Paulmann til Ekstra Bladet. Privatfoto
 

Ventede i ugevis på sygeseng
Problemerne begyndte, efter Karin Hansen havde fået bevilget en sygeseng, som var vigtig for hende, fordi hun skulle til at modtage strålebehandling. Sengen blev bestilt 17. maj og skulle komme kort efter, men to uger senere, havde hun fortsat ikke modtaget sengen.

Et klart svigt, erkender Ida Kock Møller, der er afdelingschef for sundhed, pleje og omsorg i Albertslund Kommune.

- Vi erkender fuldstændig, at den blev for sent leveret. Det er en helt regulær fejl, som sker, fordi det er en sygeplejerske, der er ny. Hun får ikke leveret bestillingen korrekt. Der er ikke nogen, der ikke har gjort deres arbejde. Hun har troet, at hun gjorde det korrekt. Da hun opdager fejlen, følger hun op på det med det samme, siger Ida Kock Møller til Ekstra Bladet.

En uge efter, at fejlen blev opdaget, havde Karin Hansen dog fortsat ikke modtaget en seng, hvilket frustrerer hendes søn Kenneth Paulmann, der oplevede, at han og moren bliver kritiseret af hjemmeplejen for ikke at have sengen.

- Faktisk har vi været klar til at levere sengen fra 1. juni. Der ringer vores hjælpemiddelcentral flere gange til borgeren, hvor telefonen ikke bliver taget. Det er beklageligt, at det er nummeret til borgeren, vi har haft, og ikke til hendes kontaktperson, siger Ida Kock Møller med reference til, at Karin Hansen ikke var i stand til selv at tage sin telefon.

Afdelingschefen oplyser, at kommunen nu er i gang med at undersøge, om hjælpemiddelcentralen skal agere anderledes, når det ikke er muligt at få kontakt til en borger.

- Det skal vi se på nu. Det er ikke noget, vi har prøvet før. Det er vi frygteligt kede af. Jeg kan godt forstå, at Kenneth bliver frustreret. Det er nogle uheldige omstændigheder, siger hun.

Kontaktede borgmesteren
Den 4. juni kontaktede Kenneth Paulmann selv kommunens borgmester, Steen Christiansen. Han reagerede ifølge sønnen prompte, og sengen blev leveret på Grundlovsdag 5. juni.

Hvad synes du om, at det når dertil, hvor kontaktpersonen er nødt til at tage personligt fat i jeres borgmester, før der sker noget?

- Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at Kenneth havde taget kontakt til mig. Jeg havde ikke kendskab til sagen, før jeg hørte det her. Jeg ville rigtig gerne have talt med Kenneth, siger Ida Kock Møller.

Kenneth Paulmann er frustreret over Albertslund Kommunes behandling af sin mor. Foto: Emil Agerskov
Kenneth Paulmann er frustreret over Albertslund Kommunes behandling af sin mor. Foto: Emil Agerskov
 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lå gennemblødt på sin sofa

Kenneth Paulmann fortæller til Ekstra Bladet om flere episoder, hvor han mener, der er tale om misrøgt. Heriblandt om en situation fra  2. juni, hvor Kenneth Paulmann besøger sin mor for at tjekke, at hjemmeplejen havde gjort hende klar til at blive kørt afsted til strålebehandling, som det var aftalt.

Da Kenneth møder op på sin mors bopæl, ligger hun på sin sofa i en gennemblødt ble. Det er også gået ud over størstedelen af hendes tøj, der også er vådt.

- Hun var slet ikke klar, fortæller Kenneth Paulmann.

Ida Kock Møller erkender igen, at der er sket fejl.

- Den hjælp, der er kommet i forbindelse med, at hun skulle gøres klar, der har vi været for sent på den. Vi kunne godt have kommet tidligere, så der havde været bedre tid. Vi er gået i dialog med vikarbureauet og med de medarbejdere, der har været der. På det tidspunkt, hvor hun har ligget og været våd, der er Karin på et stadie i sit liv, hvor hun ikke orker så meget mere. Når hun ikke ligger og er akut syg, så må vi faktisk ikke presse hende til at skifte ble.

Hvor går grænsen for, om man er akut syg? Hun ligger jo på dødens rand nu?

- Hun har jo været pre-terminal. Hvis vi ser, at det er livstruende, så skal vi gøre noget, uagtet om borgeren modsætter sig. Så længe det er en person, som ligger og bare har lyst til at ligge og ikke har lyst til, at nogen blander sig, så skal vi respektere det.

Siger du, at Karin selv har modsat sig at få skiftet sit våde tøj?

- Vores medarbejdere har været i kontakt med Karin og har lyttet til Karins behov. Vi skal i bedre dialog med de pårørende. Jeg kan godt forstå Kenneth, jeg ville også blive bekymret, hvis jeg så min mor ligge på den måde, siger Ida Kock Møller.

'Gør det selv'
Karin fortæller efterfølgende til sin søn, at medarbejderen fra hjemmeplejen havde sagt 'det kan du selv gøre', da Karin bad om at få skiftet sit tøj. Kenneth Paulmann var chokeret. Albertslund Kommune vil hverken be- eller afkræfte den konkrete situation.

- Det er altid lidt svært at undersøge sagen bagudrettet. Den person, der har været derude, kan ikke genkende, at hun har sagt sådan, siger Ida Kock Møller.

Hjemmeplejen mødte ikke op
Dagen efter ovenstående episode venter Karin Hansen endnu en gang et af sit bevilgede besøg fra hjemmeplejen. Men hun venter forgæves. Hjemmeplejen mødte ikke op til tiden, og Kenneth Paulmann råder derfor sin mor til at trykke på alarmknappen, som hun har i sit hjem.

Kort efter fik hun den hjælp, hun var berettiget til.

- Det, vi kan se i vores journaler, det er, at hjemmehjælperen kommer for sent. Men hun står faktisk foran døren, da hun får opkaldet om, at der er kommet nødopkald. Vi erkender fuldstændig, at vi har været for sent på den. Hun var på vej derud, men det er korrekt, at det var for sent. Det skal vi blive bedre til, og vi har talt med de konkrete medarbejdere om det, siger Ida Møller, der til Ekstra Bladet oplyser, at den konkrete situation ikke får nogen konsekvenser for medarbejderen.

Misrøgt
Kenneth Paulmann er personligt ikke i tvivl om, at der er tale om misrøgt, og at der dermed er tale om grov forsømmelse af pleje.

Han er fortvivlet over, at han ikke kan få lov til at være sin mors barn i hendes sidste tid, men i stedet skal overvåge kommunen og bruge meget af sin tid på at sørge for, at hans mor får den nødvendige pleje. Det samme er hans tre søskende.

- Jeg kan godt forstå, at de er frustrerede. Det er en meget svær situation at stå i, når man har en døende forælder. Jeg kunne også godt have tænkt mig, at de havde haft en anden oplevelse, og at vi havde rykket tættere på, siger Ida Møller.

- Det er en del af den læring, vi skal have, og for mig handler det meget om dialog. Vi skal stille de rigtige spørgsmål, så vi kan finde ud af, om de pårørende har brug for tæt, opfølgende dialog. Vi skal blive bedre til at gå ind i de her tætte dialoger med de pårørende, og det har vi meget fokus på og lykkes også i langt de fleste tilfælde.

- Men vi kommer til at lave fejl, og det har vi også gjort i denne sag. Jeg ville ønske, at vi kunne gøre det om, men det kan vi ikke. Men det, vi kan gøre, det er at tale med Kenneth, og jeg tænker at ringe til ham og invitere ham til et møde, så vi kan tale om hans oplevelse, og hvordan vi kunne have imødekommet hans behov. Det gør vi altid, hvis der er pårørende, der giver udtryk for bekymring for deres nære, siger Ida Møller.

Kenneth Paulmann fortæller til Ekstra Bladet, at han meget gerne vil i dialog med kommunen, hvis han får tilbuddet.