Karina: De har væltet min bil

- Det pisser mig af, at andre har haft det sjovt på min bekostning. Man skal ikke bare acceptere, at folk opfører sig sådan, lyder det fra kvinden

Privatfoto
Privatfoto

- Den ligger sgu da på siden.

Karina Mikkelsen fra Toftlund i Sønderjylland spærrede i den grad øjnene op, da hun fik øje på sin lille, hvide Toyota Aygo.

Hun havde pænt parkeret bilen i en parkeringsbås ved DGI Huset i Vejle. Og nu lå bilen væltet omkuld.

- Det var helt surrealistisk. For man vælter da ikke bare folks biler. Det var totalt grænseoverskridende for mig, fortæller Karina Mikkelsen til Ekstra Bladet.

Den 41-årige kvinde deltog i et crossfit-instruktørkursus i Vejle, da hun ved 21-tiden forrige lørdag skulle hente sin bil for at køre hen til sit hotel.

- På vej ud til bilen gik jeg og tjekkede mails på min mobiltelefon. Da jeg så op, lå bilen bare der på siden. Jeg ringede til min mand, men han troede ikke på mig i første omgang.

Lynhurtigt henlagt
Karina Mikkelsen valgte at melde sagen til Sydøstjyllands Politi lørdag aften.

- De havde ikke tid til at rykke ud. Og søndag morgen fik jeg at vide, at de havde henlagt sagen på grund af manglende spor. Man må sige, at politiet godt kan arbejde hurtigt, kommer det syrligt fra den 41-årige kvinde.

En taksator fra forsikringsselskabet har fastslået, at den lille Toyota er totalskadet.

- Så nu har jeg netop været ude og købe en ny bil, fortæller Karina Mikkelsen.

Foto: Privatfoto
Foto: Privatfoto
 

Noget tyder på, at gerningsmændene har brugt en såkaldt minilæsser til at vælte bilen.

- Der er mærker i dørene efter noget, der ligner skovlen fra en minilæsser, oplyser Karina Mikkelsen.

Efter episoden lagde hun et opslag med fotos af den ødelagte bil på Facebook.

- Det pisser mig af, at andre har haft det sjovt på min bekostning. Man skal ikke bare acceptere, at folk opfører sig sådan.

Privatfoto
Privatfoto
 

Opslaget betød, at hun fik flere henvendelser om, at hærværket var blevet delt i en Snapchat-gruppe med navnet 'DK- Ghetto Ghettosnappen. I billedteksten har de formodede gerningsmænd skrevet:

'Normalt at drengene og jeg lige vælter en skod Toyota.'

Taksatoren har vurderet bilen som totalt skadet efter den hårdhændede behandling. Foto: Privatfoto
Taksatoren har vurderet bilen som totalt skadet efter den hårdhændede behandling. Foto: Privatfoto
 

Karina Mikkelsen kontaktede endnu engang politiet, som nu har genoptaget efterforskningen.

- Jeg kan bekræfte, at sagen i første omgang blev henlagt, fordi der ikke var nogen spor at gå efter, og at vi nu arbejder videre med sagen igen, efter at vi har modtaget forskellige spor og henvendelser, siger vicepolitiinspektør Mikkel Ross til Vejle Amts Folkeblad.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Mikkel Ross.

Hun skal snart på et nyt kursus i DGI Huset i Vejle.

- Men jeg finder et andet sted at parkere min nye Toyota Aygo. Jeg skal ikke risikere noget, fastslår Karina Mikkelsen.

296 kommentarer
Vis kommentarer