Katastrofal fejl rammer e-Boks: 2046 modtog fremmedes lønsedler

Der gik mandag koks i udsendelsen af lønsedler, da softwaren fejlede hos Nets

En af de mange lønsedler, der mandag endte hos de forkerte.
En af de mange lønsedler, der mandag endte hos de forkerte.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

2046 danskere har det seneste døgn modtaget en lønseddel i deres e-Boks med et fremmed navn, CPR-nummer og andre dybt personlige løndata på. Nogle har også oplevet, at deres egen lønseddel ikke er kommet frem, men er blevet delt med uvedkommende.

Lønsedlerne er afsendt af lønfirmaet Bluegarden, der er en af Danmarks største administratorer af løn. I dette tilfælde er det systemet med navnet DataLøn, der er blevet ramt.

Fejlen er ikke opstået hos Bluegarden, men derimod hos Nets i arbejdet med at sende lønsedlerne ud til den enkeltes e-Boks.

Nu trækkes lønsedlerne tilbage

e-Boks har besluttet at trække de 2046 lønsedler tilbage, som er havnet hos forkerte modtagere. Det oplyser firmaet ifølge Ritzau i en pressemeddelelse.

I første omgang afviste e-Boks ellers at fjerne lønsedler af principielle årsager. Men onsdag er de altså blevet tilbagekaldt alligevel.

Se også: Nets efter kæmpe løn-bommert: - Vi har lavet en beklagelig fejl

Softwareopdatering gik galt
Fejlen blev ifølge kommunikationschef Tine Greve fra Bluegarden opdaget tirsdag morgen og førte omgående til et krisemøde hos firmaet og dets samarbejdspartnere KMD, e-Boks og Nets:

- Vi er stærkt fokuseret på at gøre, hvad vi kan for at begrænse de skader, sagen giver.

- Der bliver selvfølgelig rettet op på fejlene, så folk får deres rigtige lønsedler, siger Tine Greve til Ekstra Bladet.

I løbet af tirsdag formiddag er der  kommet så meget klarhed over sagen, at fejlen er fundet hos Nets, hvilket Nets bekræfter over for Ekstra Bladet.

- I forbindelse med en softwareopdatering i går hos Nets udløste en enkelt lønseddel en dominoeffekt, hvor 2046 lønsedler blev sendt til de forkerte, forklarer Tine Greve fra Bluegarden videre.

- Nets er nu i gang med at få sendt de korrekte lønsedler ud, mens vi selv kontakter de arbejdsgivere, som er ramt.

Sagen kort

En række af virksomheder bruger Bluegarden til at tage sig af administrationen af deres lønudbetalinger.

Bluegarden sørger blandt andet for at beregne skat og leverer herefter i krypteret form de mange løndata videre til Nets.

Det er nu Nets' opgave at få lønsedlen sendt digitalt til lønmodtagerne - det sker via e-Boks.

Da lønkørslen i går blev gennemført hos Nets, fejlede softwaren, som firmaet var i gang med at opdatere.

Angiveligt har blot en enkelt lønseddel skabt 'uorden' i udsendelserne, hvorefter i alt 2046 lønsedler bliver sendt til de forkerte.

Samtlige beskeder er nu trukket tilbage og slettet hos de forkerte modtagere.

Se også: E-boks var nede

Alle bliver kontaktet
Alle, der er ramt af fejlen, vil således få besked af enten Nets eller Bluegarden.

Tine Greves opfordring til lønmodtagerne er i øvrigt, at de selv sletter de lønsedler, som tilhører andre, da der er tale om dybt personlige oplysninger, som man ikke må dele med andre:

- Vi arbejder også på at få Nets til automatisk at fjerne lønsedlerne hos modtagerne i deres e-Boks.

Se også: Brian var på vej til ferieparadis, men endte i Vestre Fængsel: Det hele var en kæmpe brøler

Ramt firma: Det er en katastrofe
Hos et af de firmaer, der får lønudbetalingerne administreret hos Bluegarden, ser man med stor alvor på sagen.

Lønsedlen til en kvindelig ansat i Bryggen Vaffelhus, der ligger i Bork Havn ved Ringkøbing Fjord, endte i stedet hos buschaufføren Peter Broberg fra Holstebro. Samtidig har en anden af medarbejderne fra Vaffelhuset fået en af de andre medarbejderes lønseddel:

- Det er jo en katastrofe, at en fremmed mand får en af mine pigers lønseddel med oplysninger om bank og personnummer og det hele. Det kunne lige så godt have været en, der ikke var ærlig, som fik fat i oplysningerne.

- Det må jo simpelthen ikke ske, mener Leif Nielsen, der administrerer lønnen i Vaffelhuset på vegne af sin kone Toni, der ejer firmaet.

Peter Broberg fik en lønseddel fra en kvindelig ansat i Vaffelhuset, men kører bus hos et andet selskab og har endnu ikke fået sin egen lønseddel. Privatfoto
Peter Broberg fik en lønseddel fra en kvindelig ansat i Vaffelhuset, men kører bus hos et andet selskab og har endnu ikke fået sin egen lønseddel. Privatfoto
 

Se også: Endnu et stort it-nedbrud: e-Boks er nede

Ved ikke hvor lønseddel er
Peter Broberg, der fik lønsedlen fra en af medarbejderne i Bryggen Vaffelhus, er også rystet over, at det kan ske.

- Der er jo et eller andet fuldstændig galt, siger han.

Han ved ikke, hvor hans egen lønseddel er havnet henne, da han endnu ikke har været i stand til at få kontakt til den medarbejder i Vaffelhuset, som han har fået en lønseddel fra.

TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din historie i en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

89 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere