For tolv år siden røg fyrværkeri-fabrikken i Seest ved Kolding i luften og sendte en brandmand i døden.
I de efterfølgende år kæmpede beboerne i området med både psykiske traumer, træge forsikringsselskaber og dårlig økonomi.
Mange ægtefæller gik fra hinanden under det langvarige og psykiske pres.
Lige siden har de fleste borgere i katastrofe-området forsøgt at glemme det døgn, som forvandlede deres smukke villakvarter til en regulær krigs-zone.
Noget tyder dog på, at den uhyggelige katastrofe ikke får lov til at gå i glemmebogen lige foreløbig. For nu har Lejerbo i Kolding endeligt besluttet, at der skal ligge 35 almennyttige boliger på katastrofe-stedet.
Og navnet på bolig-området skal hedde noget så rammende som 'Fyrværkeriparken.'
Dermed skærer Lejerbo gennem flere års debat om navnet.
Mangel på respekt
Det er nemlig langt fra alle i området, som er glade for det nye navn. Ægteparret Gunnar og Jette Storm Thomsen bor fem hundrede meter fra den tidligere fyrværkerifabrik. De måtte forlade deres hjem i hast, da eksplosion efter eksplosion rystede Seest og udløste en større evakuering af beboerne.
- Vi vil nok aldrig glemme, hvad der har været her. For det har ramt os på sjæl og økonomi i sin tid. Så jeg synes ikke, det er nødvendigt, ligefrem at minde os om det. Det er ikke i respekt for beboerne herude, siger Gunnar Storm Thomsen til TV Syd.
Ægteparret havde besøg af deres barnebarn, da de blev evakueret. Da de kom tilbage til deres hjem flere døgn senere, så var det ødelagt. Parret måtte bo i et sommerhus i månedsvis, mens huset blev genopført.
Ekstra Bladet har torsdag morgen forgæves forsøgt at få en kommentar fra Gunnar Storm Thomsen.
Heller ikke Koldings borgmester Jørn Pedersen er begejstret for det nye navn. Han siger, at der ikke er nogen grund til at referere til katastrofen. Men kommunen kan ikke blande sig i Lejerbos valg af navn.
Handler ikke om katastrofen
Formanden for Lejerbo i Kolding og det landsdækkende Lejerbo, Bent Jacobsen, siger til Ekstra Bladet:
- Det er jo kun selve området, som vi kalder Fyrværkeriparken. Der kommer rigtige gadenavne, som kommunen vælger. Når vi har valgt navnet, så er det fordi, at det henviser til, at der engang har ligget en fyrværkerifabrik på stedet.
Vi refererer jo ikke til katastrofen. Så havde vi jo kaldt stedet for Eksplosions-parken, fastslår Lejerbos formand.
Bent Jacobsen erkender, at Lejerbo har stukket fingrene ned i et hvepsebo.
- Vi har talt om det her i årevis og nu fastholder vi navnet.
- Ripper I ikke bare op i nogle traumer?
- Når TV vælger at bringe en udsendelse om holocaust, så ripper man jo også op i nogle voldsomme følelser hos folk. Hvis man glemmer historien, så snyder man sig selv. Man bliver nødt til at komme videre i livet og tale åbent om tingene, siger Bent Jacobsen til Ekstra Bladet.