Katolsk land skrotter abortforbud

Chile vil tillade abort ved voldtægt, hvis fostret ikke er levedygtigt, eller hvis morens liv er i fare

Kongressen i Chile, hvor 80 procent af befolkningen tilhører den romersk-katolske kirke, har onsdag aften lokal tid løftet dele af et abortforbud.

Det skete med 22 stemmer for og 13 imod.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Abort har været ulovligt i Chile siden 1989, hvor præsident Augusto Pinochet ledede militærstyret i landet.

Hidtil har kvinder således risikeret at blive retsforfulgt, hvis de forsøger at få en abort.

Efter mere end to års drøftelser tog chilenske senatorer for godt to uger siden det første skridt mod at ophæve forbuddet, da de 19. juli stemte for en lov, som gør abort lovligt i tre tilfælde.

Det rapporterer BBC.

Undtagelserne gælder, hvis morens liv er i fare, hvis fostret ikke er levedygtigt og i tilfælde af voldtægt.

Det er det lovforslag, der onsdag er blevet godkendt i underhuset i parlamentet.

Kongressen afventer nu en afgørelse fra landets forfatningsdomstol, der skal tage stilling til en indsigelse mod lempelsen af abortloven fra oppositionen.

I det dybt konservative Chile har det været en prioritet for præsident Michelle Bachelet - Chiles første kvindelige præsident og uddannet børnelæge - at lovliggøre abort.