Kedeligt efterårsvejr på vej: Men én landsdel skiller sig fuldstændig ud

Solskinsøen Bornholm lever virkeligt op til sit navn i weekenden, mens resten af landet får kedeligt efterårsvejr

Foto: Johnny Frederiksen
Foto: Johnny Frederiksen

'Bornholm, Bornholm, Bornholm! Du er den dejligste ferieø.' Sådan lyder det klassiske hit fra 'Far til fire' sunget af Ib Mossin, som de fleste danskere i løbet af deres levetid har sunget.

Og i weekenden lever Bornholm i den grad op til det prædikat. Det bliver nemlig den eneste landsdel, der fuldstændig går fri af ustadigt vejr, og som får masser af sol hele weekenden.

Sådan lyder meldingen fra vagthavende meteorolog hos DMI, Lars Henriksen.

- Bornholm er lyspunktet her i weekenden, og de lever virkelig op til deres navn, som solskinsøen. Det ser dog lidt mere trist ud for resten af Danmark, siger Lars Henriksen til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Resten af landet vil opleve skyer med stedvis regn. Det vil måske i løbet af eftermiddagen klare lidt op, så den østlige del af landet kan få lidt sol, siger han.

Mens Bornholmerne stadig kan tage solbrillerne på, så må resten af landet finde regntøjet frem.

- Søndag vil der være også være en del regn flere steder. Det ligger meget centralt i hele landet med undtagelse af Bornholm, som igen går fri. Man må sige, at det er noget værre blandet efterårsvejr, siger Lars Henriksen.

Det er dog ikke alting, der er kun er dårlige nyheder. Det er de færreste, der har fundet vintertøjet frem endnu, da det har været ganske lune temperaturer i de sidste par uger.

Og den tendens fortsætter, fortæller Lars Henriksen.

- Temperaturerne vil i løbet af weekenden ligge på mellem de 15-18 grader, så det er ganske pænt. Der er ikke så meget vind, så det vil føles lunere. Gennemsnitstemperaturen for september er 16 grader, og for oktober er den 12 grader i dagstimerne, så vi ligger meget flot, synes jeg. Så det er ikke alt sammen dårlige nyheder, siger meteorolgen.