Kendisadvokat i åben krig med kendte værtshuse

Danmarks ældste værtshuse føler sig groft chikaneret af ejendomsadvokat og hans samarbejdspartner

I snart 300 år har de to værthuse ligget her tæt på Kongens Nytorv. Foto: Stine Tidsvilde
I snart 300 år har de to værthuse ligget her tæt på Kongens Nytorv. Foto: Stine Tidsvilde

TIP OS: Kender du mere til sagen eller dens parter? Fortæl din historie i en mail til hj@eb.dk

Chikane, trusler og udstyr, der ødelægges eller fjernes, er i disse måneder omdrejningspunktet for en voldsom strid, der har ramt to af Danmarks ældste værtshuse.

Hviids Vinstue og Skindbuksen blev grundlagt for snart 300 år siden ved Kongens Nytorv i hjertet af København.

Men ejendomsadvokaten Claus Bendtsen og hans samarbejdspartnere giver nu ejeren af Hviids Vinstue, Per Møller, og lejeren af Skindbuksen, Lene Duedam, alvorlige problemer.

Talrige skilte som dette er de seneste måneder blevet sat op i ejendommen. Foto: Stine Tidsvilde
Talrige skilte som dette er de seneste måneder blevet sat op i ejendommen. Foto: Stine Tidsvilde
 

Millioner fra Just Eat
Claus Bendtsen er kendt som advokat for musikproducenten Remee og for at være i familie med Bo Bendtsen, der blev milliardær på madbestillingsportalen Just Eat. Ifølge Ejendomswatch.dk er det sidstnævntes formue, som er brugt til at købe sig ind i værtshusenes ejendom.

Officielt er Claus Bendtsen alene bestyrelsesmedlem i ejerforeningen, mens hans samarbejdspartner Tommy Hansen er formand. Og de seneste måneder har netop Tommy Hansen talrige gange anmeldt både Per Møller og Lene Duedam for overtrædelse af brandreglerne og pudset politiet, fødevare- og fredningsmyndighederne på de to restauratører:

- Det betyder en hel del for min nattesøvn, fordi man ved jo ikke, hvad man møder ind til om morgenen, fortæller Per Møller til Ekstra Bladet.

Advokaten har tidligere forsøgt at købe Per Møller ud for et stort millionbeløb, men vil ikke betale det, som restauratøren forlanger.

- Det er længe siden, det gik op for mig, at det her handler ikke om at få en forhandling. Og selv om advokat Claus Bendtsen officielt ikke vil sige noget, så er det ham, der styrer det her, mener Per Møller.

Per Møller har i en menneskealder drevet Hviids Vinstue, men frygter nu, at grådige ejendomsspukulanter får succes med at presse ham og naboværthuset Skindbuksen ud. Foto: Stine Tidsvilde
Per Møller har i en menneskealder drevet Hviids Vinstue, men frygter nu, at grådige ejendomsspukulanter får succes med at presse ham og naboværthuset Skindbuksen ud. Foto: Stine Tidsvilde
 

Ekspert: - Få alle aftaler skrevet ned

Ejendomsspekulanter kan nemt gøre livet surt for restaurationer som Skindbuksen og Hviids Vinstue, når aftalerne ikke er skrevet ned:

- Hvis du har fået en tilladelse, er det selvfølgelig noget andet, men du kan ikke vinde hævd på ulovligheder, siger Morten Østrup Møller, der er juridisk direktør i Ejendomsforeningen Danmark.

Han understreger, at han ikke kender de konkrete sager, men at det er en velkendt problemstilling:

- Vi ser typisk tvister om parkering i gården og brug af fællesarealer. Så hver gang der gives en tilladelse eller laves en aftale i ejerforeningen, skal den ret naturligvis bekræftes på skrift. Det gælder både, hvis du er lejer eller ejer, fordi så ved man, hvad alle skal holde sig til.

- Den dag, hvor man ikke taler med hinanden længere, eller der kommer penge på spil, er det typisk for sent.

Anlæg til fadøl smadret
Striden kulminerede første gang 9. april, hvor Tommy Hansen og en gruppe af udenlandske arbejdere tidligt om morgenen rev det meste af værtshusenes udstyr i baggården ned. Blandt andet fjernede man en kølecontainer og en rampe, der modtages varer på.

Senere er også en flaskecontainer blevet nedrevet, og 17. juli blev slangerne til vinstuens ølanlæg skåret over. 2000 liter fadøl fossede herefter ud i gården. Og så sent som søndag blev et kompressoranlæg, der leverer køling til varerne i Hviids Vinstue også fjernet:

- Det er mafiametoder, mener Per Møller.

- Hvorfor skulle de ellers rende rundt om natten for at gøre nogle af de her ting og pille udstyret ned? Det er der vel ingen grund til?

Naborestauranten Skindbuksen har som Hviids Vinstue også fået fjernet udstyr i baggården og er blevet truet med en opsigelse af lejemålet, fordi Lene Duedam efter ejerens mening har igangsat en ulovlig ombygning af restauranten for at få plads til de varer, hun ikke længere kan have i gården.

Denne sag blev dog torsdag opgivet, hvilket hendes advokat Karoly Németh godt forstår:

- Der har fra begyndelsen været tale om ren chikane, mener advokaten, der nu vil forlange sagsomkostningerne dækket af ejeren.

På et tidspunkt blev der tegnet disse gule streger i gården. I dag er alt, man kan se på billederne, dog fjernet totalt. Privatfoto
På et tidspunkt blev der tegnet disse gule streger i gården. I dag er alt, man kan se på billederne, dog fjernet totalt. Privatfoto
 

Politikere: - Tal nu sammen

Flere politikere fra Borgerrepræsentationen i København er gået ind i striden:

- Jeg kan sagtens forstå de problemer, restauranterne sidder med, når spekulanter forsøger at tvinge de to ældste bevillinger i hovedstaden ud, siger Allan Mylius Thomsen fra Enhedslisten, der sidder i Teknik- og Miljøudvalget.

Det samme gør Flemming Steen Munch fra Venstre:

- Meget kunne være blevet løst gennem en dialog. Man kan ikke være enige om alt, men så taler man sig til rette om tingene, siger Venstre-politikeren til Ekstra Bladet.

Han mener ikke, at det er i orden ’at komme som en tyv om natten’ og pludselig rive det hele ned, skære ølslanger over og spærre adgangen af.

- Løs nu de her problemer efter den danske model hvor man taler sig til rette om tingene i stedet for alene at bruge muskelmasse som argument, lyder hans appel til sagens parter.

- Det vil være forfærdeligt ærgerligt, hvis Skindbuksen og Hviids Vinstue efter så mange år pludselig forsvinder.

- Vi har rigeligt med topmoderne modeforretninger, men der skal være plads til sådan nogle kulturhistoriske perler i København, mener Flemming Steen Munch.

Aftaler ikke skrevet ned
Nedtagningen af ølanlægget i Hviids Vinstue er politianmeldt, men fordi aftalerne om de årtier gamle anlæg i gården ikke er skrevet ned, har Per Møller en svag sag.

Således tabte han et krav om at stoppe nedrivningen af anlægget i såvel byretten som landsretten.

- Man siger, at en mundtlig aftale ikke er det papir værd, den er skrevet på. Er det ikke problemet, at der intet findes på skrift?

- I min tid har der været mellem 20 og 30 bestyrelser og formænd, der intet har haft at udsætte på noget som helst. Tommy Hansen har været her i blot tre måneder.

- De fleste af installationerne var her, da jeg købte stedet for mange år siden. Men jeg har naturligvis vedligeholdt dem.

- Hvor længe er du klar til at kæmpe?

- Det kommer an på, hvor hårdt det bliver. Det er hårdt nok nu, men jeg giver ikke bare op.

Tommy Hansen har taget dette billede fra baggården, som han mener dokumenterer det kaos, der har eksisteret uden tilladelser i mange år. Per Møller siger, at billedet er taget på et tidspunkt, hvor Tommy Hansen chikanerede forretningerne ved at spærre for skraldemændenes adgang til gården. Privatfoto
Tommy Hansen har taget dette billede fra baggården, som han mener dokumenterer det kaos, der har eksisteret uden tilladelser i mange år. Per Møller siger, at billedet er taget på et tidspunkt, hvor Tommy Hansen chikanerede forretningerne ved at spærre for skraldemændenes adgang til gården. Privatfoto
 

Bestyrelsesformand: - De kan bare rydde op

Han bliver kaldt alt fra stråmand til bagmand i ejendommen, som Hviids Vinstue og Skindbuksen holder til i. Han er også blevet politianmeldt for hærværk, efter et ølanlæg i gården 17. juli blev pillet ned.

Men Tommy Hansen afviser, at han gør andet, end hvad en ansvarlig formand for ejerforeningen skal gøre:

- Sagen handler om, at der er en baggård, som ikke er blevet ryddet. I stedet har han (Per Møller fra Hviids Vinstue, red.) inddraget hele fællesarealet til skrald og udstyr uden at have fået lov til det.

Det største problem er ifølge Tommy Hansen, at når gården ikke holdes fri og ryddet, så forsvinder flugtvejene. Det kan i værste fald blive fatalt for både gæster, personale og beboere, mener han.

- De har ikke været velvillige til at rydde op i gården. Kommunen har også været ude og anbefalet, at der blev tegnet to gule streger, så det er tydeligt, hvor man kan flygte ud gennem gården, hvis det brænder. Bestyrelsen hænger altså personligt på sagen, hvis der opstår en nødsituation, og flugtvejene ikke er i orden.

- Der har også siden 2015 været planlagt en baggårdsrenovering. Så hvis de havde vist en ægte interesse for at gøre noget, havde der ikke været nogen ballade.

- Du bliver beskyldt for at være en forlænget arm for advokat Claus Bendtsen. Hvad er din kommentar til det?

- Det er helt galt.

- Claus Bendtsen er bestyrelsesmedlem og ejer nogle lejligheder, men jeg har selv to ejerlejligheder.

- Per Møller beskylder dig for at bruge mafiametoder ved meget tidligt om morgenen at fjerne tingene. Har han ret i den kritik?

- Nej, når der er fjernet noget, er han blevet varslet masser af gange både skriftligt og telefonisk direkte til ham og hans advokat. Da ølanlægget blev fjernet, blev Per Møller fredag varslet om, at der skulle lukkes for øllet, hvorefter det blev nedtaget søndag.

- Og vi har valgt at fjerne tingene på et tidspunkt, hvor der ikke er gæster og bliver lavet mad i køkkenet hos Skindbuksen. Man kan jo ikke stå og gøre det midt i, at der skal laves mad, vel?

- Hvad skal ejendommen bruges til?

- Ikke til andet end den bruges til i dag. Og jeg har intet imod, at restaurationerne bliver der 300 år mere, understreger Tommy Hansen.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra advokat Claus Bendtsen.

TIP OS: Kender du mere til sagen eller dens parter? Fortæl din historie i en mail til hj@eb.dk

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen