Kendt debattør indrømmer løgn efter voldtægtssag: Jeg er ikke jurist

Den danske debattør Mary Consolata Namagambe er ikke jurist, som hun ellers har kaldt sig selv

Mary Consolata Namagambe PR Foto
Mary Consolata Namagambe PR Foto

I sidste uge var Mary Consolata Namagambe i vælten efter en statusopdatering om hendes venindes lillebror, som var efterlyst for voldtægtsforsøg. Hun anklagede BT for at bringe et billede af en 'tilfældig' person, men det viste sig, at lillebroren var den eftersøgte. Det beklagede hun senere.

Tirsdag middag er debattøren igen ved tasterne, og her kommer hun med endnu en indrømmelse. Hun har gennem længere tid kaldt sig selv jurist, men sandheden er en anden. Hun har nemlig aldrig gennemført uddannelsen. Det skriver hun i en statusopdatering på Facebook.

Her forklarer hun, at hun i første omgang ikke bestod sit speciale på Københavns Universitet.

- Da jeg fandt ud af, at jeg havde dumpet, var jeg i chok og ked af det. Jeg valgte ikke at dele denne nyhed på Facebook. Men i stedet at afslutte min uddannelse som jurist på Syddansk Uni, hvor jeg har skrevet et nyt speciale, der er bestået, lyder det i opdateringen.

Stadig ikke jurist
Men selvom specialet er bestået er det ikke nok. Mary Consolata Namagambe fortæller, at hun mangler 10 ECTS-point i et økonomifag.

- Jeg søgte om dispensation fra den regel i den tro, at det ville være en ren formalitet. Derfor har jeg, siden mit speciale blev godkendt, igen troet, at jeg endeligt var færdiguddannet Jeg har begået den fejl også at kalde mig jurist siden da. Det er en klar fejl. Man skal aldrig pynte sig med en titel, man endnu ikke har fået papir på. Det er jeg kommet til. Og det beklager jeg. I mandags fik jeg at vide, at min dispensation ikke var blevet godkendt. Jeg er altså endnu ikke jurist.

Se også: Blev efterlyst offentligt for voldtægtsforsøg: Havde klippet sig korthåret

Debattøren fortæller i Facebook-opdateringen, at hun vælger at gå ud med det nu, før andre kan fortælle det.

- I stedet for at det skal komme fra en journalist, vil jeg selv fortælle min historie. Det er grænseoverskridende, og det er personlige oplysninger, som kun mine nærmeste kender til.

Mary Consolata Namagambe har ved flere lejligheder debatteret sine synspunkter i medierne - her brugen af ordet 'neger' tidligere på Ekstra Bladet.

Statusopdateringen
Mary Consolata Namagambe skrev i sidste uge en statusopdatering, hvor hun anklagede BT for at dele et billede af en tilfældig mand i forbindelse med en voldtægtssag. Den 'tilfældige mand' var hendes venindes lillebror. Her hævdede hun, at politiet havde fortalt til veninden, at BT tirsdag havde offentliggjort billedet af en tilfældig mand.

- Politiet fortæller dem til deres store overraskelse, at de ikke har frigivet dette billede af gerningsmanden til BT, og at det er BT der sikkert har taget et tilfældigt billede af en sort mand der ikke er gerningsmanden. Netop at BT har løjet omkring gerningsmanden, og hængt en uskyldig sort mand ud. Politiet fortæller således min veninde og hendes lillebror, at han udover det ikke engang matcher den beskrivelse der er af gerningsmanden,' skrev Mary Consolata Namagambe på Facebook.

Senere bekræftede politiet dog, at efterlysningen var god nok og billedet det samme. Ekstra Bladet bragte ligeledes efterlysningen på eb.dk.

Slettede opslag
Da sandheden gik op for debattøren valgte hun at slette sit opslag og undskyldte senere.

- Hej alle sammen… Sagen er nu mellem min veninde, hendes bror og politiet nu. Jeg brugte min platform til at dele historien, fordi det var en træls situation min venindes bror var endt i, og dette har bestemt ikke været sjovt for ham. Tak fordi i har været med til at skabe opmærksomhed på sagen. Og min opdatering slettes derfor nu, skrev hun på Facebook.

Hun fortalte samtidig, at hun sammen med veninden og lillebroren havde opsøgt politiet. På Facebook skrev hun også, at politiet nu havde anholdt den mistænkte i sagen. Og det er korrekt.

Fredag blev en 27-årig mand fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for voldtægtsforsøget ved S-togsstationen. Her blev manden varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Mary Consolata Namagambe. Det er ikke lykkes.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen