Der blev ikke pillet nok rejer på Blokhus Fiskerestaurant, til at det nogensinde blev en god forretning.
Forpagteren af Blokhus Fiskerestaurant, Olav Bergsøe Pedersen, var i tvivl om, hvad der skulle ske med restauranten.
Nu har han fået en endegyldig afklaring.
Restauranten er gået konkurs. Det skriver Nordjyske.
Olav Bergsøe Pedersen har forpagtet restauranten i fire år, og alle fire år har der været underskud.
I december sidste år valgte han selv at smide håndklædet i ringen, da han fratrådte som direktør i virksomheden og tilbageleverede nøglerne til lejemålet, der ligger på Strandvejen i Blokhus.
Uden en lovpligtig direktør blev selskabet bag restauranten sendt til tvangsopløsning, og nu er det taget under konkursbehandling.
Ny restaurant
Men restaurantbygningerne er ikke en del af konkursen; de er nemlig ejet af storinvestoren og mangemillionæren John Andersen.
Og han har tænkt sig, at der fortsat skal serveres mad og drikke i lokalerne.
Lige nu ejer John Andersen det nye cvr-nummer til restauranten, og man kan læse på Blokhus Fiskerestaurants hjemmeside, at restauranten åbner igen til påske.
Det kommer dog ikke til at være mangemillionæren selv, der skal stå og pille skaldyr og stege fiskefrikadeller.
- Der kommer tre partnere og medejere ind i selskabet, som skal drive restauranten i dagligdagen, siger John Andersen til Nordjyske, der ikke er klar til at fortælle, hvem de tre medejere er.