Den verdensberømte stjernekok Joël Robuchon er mandag formiddag afgået ved døden.
Det skriver en lang række franske og internationale medier.
Den 73-årige stjernekok døde af bugspytkirtelkræft, som han ellers blev opereret for for et år siden.
Han er kendt for gennem årene at have høstet flest Michelin-stjerner nogensinde. 31 blev det ifølge kokkens egen hjemmeside til, før han sov ind i sit hjem i Geneve i Schweiz.
Madgeniet har ifølge den franske avis Le Parisien i sin karriere åbnet 15 restauranter rundt om i verden - blandt andet i Singapore, Paris, Bordeaux, Bangkok, London og Tokyo.
Robuchon blev født i 1945 i Poitiers og efter en kort vildfarelse teologi-studiet, droppede han planerne om at dedikere sit liv til kirken, men i stedet lave guddommelig mad.
Udover at forkæle madglade restaurantgæsters ganer har Robuchon også optrådt på tv i programmet Bon Appétit Bien Sûr.