Kendt radiovært har fået corona

Knud Brix, der er radiovært på DR-programmet 'Genstart', har fået corona

Knud Brix er blevet smittet med coronavirus. Foto: Stine Tidsvilde
Knud Brix er blevet smittet med coronavirus. Foto: Stine Tidsvilde

Værten på DR-programmet 'Genstart' Knud Brix har fået konstateret coronavirus.

Det oplyser Knud Brix til Ekstra Bladet.

Knud Brix interviewede i forrige uge tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, på daværende tidspunkt havde radioværten dog ingen symptomer. Han frygter ikke, at han har smittet andre kilder.

- Nej, for vi har optaget alting på telefon i lang tid. DR har skrappe retningslinjer, så vi har holdt afstand. Eneste undtagelse, var da jeg i sidste uge var ude og besøge Lars Løkke. Jeg har selvfølgelig informeret ham om det, og han har skrevet god bedring.

- Vi stod heller ikke og krammede. Jeg er jo ikke typen, der krammer politikere. Det var ikke sådan, at vi røg på den samme cigaret, siger Knud Brix til Ekstra Bladet.

Giver depechen videre
På Twitter skriver radioværten.

'Nå, Nå, men har desværre samlet Coronaen op og giver Genstart-depechen videre til @schimonah (Simon Stefanski, red.). Han er alletiders! I dagens afsnit kager vi lidt rundt i mine genvordigheder; er okay, ondt i lungerne, håber på snarlig bedring. Kh Knud'

I kommentarsporet bliver radioværten ønsket god bedring af flere personer, heriblandt Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og Tina Müller.

Element i programmet
I den nyeste udgave af 'Genstart' taler radioværten om sin tilstand. Han mener dog, at ømheden i lungerne lige så godt kan skyldes de cigaretter, han røg med tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen dagen før.

- Jeg har ondt i lungerne, jeg hoster, og jeg har ondt i alle led, siger Knud Brix, da han ringer til 1813 i programmet.

77 kommentarer
Vis kommentarer