Kendt TV-vært om chefens Porsche: - Jeg undrede mig

Tidligere ansatte i det kriseramte kendisfirma ACT.Global undrede sig over direktørens dyre vaner. For lønnen kom ofte for sent, fortæller de

TV-værten Claus Elgaard undrede sig over direktør Carsten Jensen dyre vaner, da han for et par år siden var ansat i kriseramte ACT.Global. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
TV-værten Claus Elgaard undrede sig over direktør Carsten Jensen dyre vaner, da han for et par år siden var ansat i kriseramte ACT.Global. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Mens direktør og storaktionær Carsten Jensen købte dyre ejendomme og drønede rundt i en Porsche, måtte de ansatte i det kriseramte selskab ACT.Global ofte se langt efter lønnen.

Se også: Trods kæmpe underskud i kendisfirma: Direktøren lever i luksus

Det fortæller en række tidligere ansatte til Ekstra Bladet.

- Det var en stående joke blandt de ansatte, om vi nu fik vores løn til den første, siger den kendte TV-vært Claus Elgaard, som var ansat i selskabets marketingafdeling fra 2016 til 2017.

Artiklen fortsætter under billedet...

I juni 2017 købte Carsten Jensen sammen med en kvinde dette hus i Dragør for 15,25 mio. kr. Det fremgår af oplysninger fra Boliga og Tingbogen. Han har ikke svaret på Ekstra Bladets spørgsmål om, hvordan huset er finansieret. Foto: Philip Davali
I juni 2017 købte Carsten Jensen sammen med en kvinde dette hus i Dragør for 15,25 mio. kr. Det fremgår af oplysninger fra Boliga og Tingbogen. Han har ikke svaret på Ekstra Bladets spørgsmål om, hvordan huset er finansieret. Foto: Philip Davali
 

- Var det noget, du undrede dig over?

- Jeg undrede mig over signalet i, at nogle medarbejdere ikke fik løn, mens chefen kørte rundt i en stor Porsche og havde ekstravangante vaner. Det må jeg indrømme, siger Claus Elgaard, som understreger, at ACT.Global ikke skylder ham penge.

Ekstra Bladet har skrevet en række historier om ACT.Global, der har flere tidligere landsholdsspillere i fodbold blandt investorerne.

Selskabet kom i mediernes søgelys efter at have præsenteret et regnskab med et underskud på hele 120 mio. kroner. Blot få måneder inden havde direktør Carsten Jensen fortalt i et interview med Børsen, at selskabet forventede et stort overskud.

Erhvervsstyrelsen er gået ind i sagen og er netop nu i færd med en undersøgelse af selskabets regnskaber.

- Det var mærkeligt
Det er ikke kun Claus Elgaard, der har undret sig over Carsten Jensens dyre vaner. Også Ole Hedelund, der arbejdede i ACT.Global på samme tid som TV-værten, studsede over chefens pengeforbrug, fortæller han.

- Da jeg stoppede i selskabet, skyldte de mig mere end 150.000 kr. Carsten Jensen inviterede til en stor julefrokost med en masse kendte gæster, og det synes jeg var mærkeligt, når man samtidig skyldte penge væk. Svaret var bare, at det var en prioritering, siger Ole Hedelund.

Han oplyser, at ACT.Global ikke længere skylder ham noget.

Ekstra Bladet har bedt Carsten Jensen svare på udtalelserne fra de tidligere ansatte. Han har ikke svaret på henvendelserne.

Artiklen fortsætter under billedet...

Carsten Jensen er gået i flyverskjul og svarer ikke på spørgsmål fra Ekstra Bladet. Foto: Nikolai Linares/Ritzau/Scanpix
Carsten Jensen er gået i flyverskjul og svarer ikke på spørgsmål fra Ekstra Bladet. Foto: Nikolai Linares/Ritzau/Scanpix

Flyverskjul
Midt i selskabets store krise har direktør Carsten Jensen og medarbejderne i ACT.Global givet sig selv mundkurv på.

I mere end to uger har Ekstra Bladet trods gentagne henvendelser til selskabet ikke fået svar på nogen spørgsmål. Heller ikke fra kommunikationsdirektør Louise Damgaard-Bochlas, der end ikke svarer sin telefon.

Artiklen fortsætter under billedet...

ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Amager. Foto: Jonas Olufson
ACT.Globals hovedkontor i Kastrup på Amager. Foto: Jonas Olufson
 

Sidste pip fra Carsten Jensen kom 13. februar 2020, hvor Ekstra Bladet havde stillet ham spørgsmål om nogle af de mange konkurser, som han har bag sig.

'Kommer tilbage til dig i morgen med svar på mail,' skrev han i den forbindelse. Men der kom aldrig noget svar.

Se også: Kriseramt komet-firmas direktør vælter sig i konkurser

Tavs EM-helt
Ekstra Bladet har desuden kontaktet flere ansatte i ACT.Global, blandt andet den tidligere landsholdsspiller i fodbold Henrik 'Store' Larsen og finansdirektør Simon Hove, men fra alle lyder det samme svar.

- Vi har ingen kommentarer.

Ekstra Bladet har spurgt Carsten Jensen og kommunikationsdirektør Louise Damgaard-Bochlas, hvorfor de ikke svarer på avisens henvendelser. Det har de heller ikke svaret på.

66 kommentarer
Vis kommentarer