Kendte reagerer: - Et kæmpe tab

Sociale medier er fyldt med reaktioner på den unge digter Yahya Hassans død

Digteren Yahya Hassan døde torsdag 30 april 2020. Han blev 24 år gammel. Foto/Video: Ida Guldbæk Arentsen, Joachim Ladefoged, Philip Davali, Martin Lehman, Michael Hansen, Peter Hove Olesen, Simon Fals, Carsten Bundgaard, Rasmus Flindt Pedersen, Finn Frandsen. Redigering: Emma Svendsen & Maya Westander.

Siden meldingen torsdag eftermiddag om, at den kun 24-årige Yahya Hassan blev fundet død i sin lejlighed dagen forinden, har en række politikere, musikere og forfattere kommenteret digterens død på de sociale medier.

Stort kunstnerisk talent og poet. Et kæmpe tab for dansk litteratur. Det er et fællestræk for nogle af de vendinger, der går igen i opslag på de sociale medier ovenpå dagens nyhed.

Forfatter og journalist Jørgen Leth mindedes torsdag aften Yahya Hassan i sit onlineprogram 'De lægger ord i min mund' på Facebook.

- Det er en meget sort dag, indleder han videoen.

Jørgen Leth fortæller herefter, at han er virkelig ulykkelig over nyheden. Han kendte Yahya Hassan godt og beskriver ham som 'et lysende talent'.

- Den meget talentfulde digter Yahya Hassan, som begejstrede os og foruroligede os med sit vilde liv, men det er et kæmpe tab for dansk litteratur, lad mig slå det fast. Et kæmpe tab, siger han i videoen, hvor han blandt andet også læser op fra Yahya Hassans første digtsamling fra 2013.

Også forfatteren Sara Omar, der ofte blev sammenlignet med Yahya Hassan for sin litteratur, deler sine tanker omkring hans død på Facebook.

Stærk poesi
I flere opslag omkring Yahya Hassans død bliver han rost for sin stærke poesi og personlighed. Blandt andet skriver den danske rigmand Lars Seier Christensen:

'Hans oplæsning af sit eget digt var ganske fascinerende. Jeg har ikke megen forstand på poesi, men jeg syntes hans beherskelse af sproget og de overraskende ordkombinationer og nuancer var spændende nok til, at jeg købte hans nye digtsamling.'

'En usædvanlig, fascinerende, men også personligt udfordret og presset mand var Yahya. Tragisk at det ikke blev til flere digte i denne omgang. Men pladsen i historien er sikret - men det ville nok ikke have betydet alverden for ham,' skriver Lars Seier Christensen.

Forfatter og journalist Stéphanie Surrugue kommer i sit opslag omkring hans død også ind på hans personlighed, hvor hun beskriver ham som 'sød og fjollet og usikker'.

Den danske sangerinde Maria Charlotte Gad, også kendt som Dodo, roser hans poesi.

'Hvil i fred og tak for dine digte, der stak og trak og hvirvlede musik og poesi sammen ! Du var her alt for kort dreng !, skriver hun på Twitter.

Tab for kulturen
Flere politikere har også skrevet opslag på de sociale medier, hvor de kommer ind på hans betydning for den litterære scene i Danmark.

'Det er da helt forfærdeligt. Uanset hvad man mener om Yahya Hassan, så skal man ikke dø som 24-årig. Og ingen kan tage fra ham, at han med sine digte skrev sig ind i den litterære historie i DK. Hans stemme var ghettoens stemme. Og tak for den,' skriver Uffe Elbæk på Twitter.

'En af de største poeter, der er vokset ud af Aarhus Vest, er ikke hos os mere. Det er et kæmpe tab for dansk kultur. Hvil i fred Yahya,' skriver Nikolaj Villumsen (EL) på Twitter.

Yahya Hassan indtog den kulturelle scene i 2013, da han udgav digtsamlingen 'Yahya Hassan', der blev den bedst sælgende debutdigtsamling i danmarkshistorien og solgte over 120.000 eksemplarer.

I 2019 fulgte han op med digtsamlingen 'Yahya Hassan 2', efter han i perioden mellem de to udgivelser både tilbragte tid i fængsel og på et psykiatrisk hospital.

Yahya Hassan gjorde sig med det samme usædvanligt bemærket på forfatterlinjen på Vallekilde Højskole, fortæller hans lærer på forfatterlinjen. Foto: Rasmus Flindt Pedersen Samfund - 30. apr. 2020 - kl. 17:09 Yahya Hassans lærer: Elever sad med tårer i øjnene når han læste op

Yahya Hassan blev 24 år. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Danske kendte - 30. apr. 2020 - kl. 16:49 Forlag begræder Yahya Hassan-død: 'Det er en katastrofe'