Kenneth måtte i respirator efter fejlmedicinering

Ville helle dø end tilbage: Da han lå på hospitalet opdagede lægerne, at den hjerneskadede mand også led af lungebetændelse

Kenneth kan ikke lide at være på Pamhulebo, hvor han er frivilligt anbragt af Hvidovre Kommune (Redigeret af Maria Haargaard)

10. december om aftenen blev Kenneth Jørgensen, der lider af eftervirkningerne af en blodprop i hjernen, meget dårlig, efter han havde fået medicin.

Det viste sig, at den 43-årige mand var blevet fejlmedicineret med en stor dosis skizofreni-medicin – Kenneth er vel at mærke ikke skizofren.

- Jeg fik det dårligt og blev kørt til hospitalet i Aabenraa. Herfra kan jeg ikke huske noget før to uger senere, fortæller Kenneth, der opholder sig på institutionen Pamhulebo.

Hans forklaring understøttes af journalnotater fra læger, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i. Efter tre dage bliver Kenneth klokken 07.20 overflyttet til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, hvor han lægges i respirator.

Under indlæggelsen gør lægerne en uhyggelig opdagelse. Det viser sig, at Kenneth ud over at have fået forgiftet nyrerne også led af lungebetændelse.

- En ting er, at de giver Kenneth forkert medicin. En anden ting er, at de overser, at han er syg. Jeg synes i den grad, institutionen har svigtet deres ansvar, siger Lene Arentklev, Kenneths mor.

Institutionen Pamhulebo ligger ved en lille landevej i Sønderjylland nogle kilometer uden for Haderslev (Foto: Anita Graversen).
Institutionen Pamhulebo ligger ved en lille landevej i Sønderjylland nogle kilometer uden for Haderslev (Foto: Anita Graversen).
 

Hun har observeret, hvordan hendes søn fik det dårligere mentalt under opholdet på Pamhulebo, der ligger lidt uden for Haderslev i Sønderjylland. At Kenneth ikke har det godt, dokumenteres af et et journalnotat, hvor læger vurderer, at han er depressiv. Af den lange journal kan man fornemme, Kenneth er desperat på hospitalet:

- Siger med ord, at han hellere vil dø end at komme tilbage til bostedet, skriver en læge om Kenneth.

Tilkaldte politiet

Ekstra Bladet har under researchen på opfordring fra Kenneth og hans familie besøgt ham på Pamhulebo, der ligger på landevej omgivet af marker og en juletræsplantage.

Her var man dog ikke begejstret for at møde journalister. Hurtigt bliver gæsterne passet op af en ansat:

- Ledelsen vil ikke have, I er her, siger han.

Da Kenneth gør klart, at stedet er hans hjem, og han selv bestemmer, hvem han har besøg af, ringer pædagogen til politiet. Truslerne om politiet falder dog til jorden. Politiet nægter at gribe ind. Interviewet kan fortsætte.

Efter Ekstra Bladet har besøgt Pamhulebo, har leder af Pamhulebo Hanne Åkerlind opsagt Kenneth Jørgensen fra institutionen. Den hjerneskadede mand håber, Hvidovre Kommune kan finde en bolig tættere på hans familie i Københavnsområdet – lykkes det ikke, er han boligløs fra 31. maj

Leder: Kenneth blev ikke fejlmedicineret

Ekstra Bladet har forsøgt at ringe til Hanne Åkerlind, der er leder af Pamhulebo, men hun vil kun svare på skriftlige spørgsmål.

I et mail-interview over flere dage forsøgte avisen bl.a. at finde ud af, hvorfor Kenneth blev fejlmedicineret, og hvorfor institutionen ringede efter politiet, da han inviterede pressen ind i sit eget hjem.

Her skriver Hanne Åkerlind bl.a., at det er korrekt, at Kenneth fik forkert medicin af en ansat, der er uddannet i medicinhåndtering. Men hun mener dog, at fejlmedicinering er ’en forkert betegnelse for hændelsen’.

- Hvis medarbejderen er uddannet i medicinhåndtering, hvorfor opdagede han så ikke Kenneth fik ordineret forkert medicin?

-Der er ikke tale om, at Kenneth fik ’ordineret’ forkert medicin. Han fik udleveret forkert medicin.

- Medarbejderen begik en menneskelig fejl, hvor vedkommende jo netop ikke var tilstrækkelig opmærksom på det, vedkommende har lært, herunder vores procedurer omkring udlevering af medicin.

Ekstra Bladet ville også vide, hvorfor en ansat ringede efter Politiet, da Kenneth inviterede journalister inden for i sit hjem på Pamhulebo.

- Jeg vil ikke bestemme, hvilke gæster Kenneth inviterer ind, men dette besøg var ganske ekstraordinært. Medarbejderen bad Kenneth og de besøgende om at holde mødet et andet sted, og da de afviste dette, var en naturlig følge heraf, at medarbejderen ringede til politiet for at få deres hjælp,’ skriver Hanne Åkerlind i en mail.

- På en lydoptagelse fra Kenneths værelse kan man høre, at pædagogen åbner døren, da interviewet er begyndt og siger, han vil ringe efter politiet. Det gør han så efterfølgende. Hvordan hænger det sammen med din forklaring?

- Der var udover Kenneth en beboer på Pamhulebo under besøget. De øvrige beboere var på tur og kom hjem til Pamhulebo en halv time, inden Ekstra Bladets møde blev afsluttet, men en medarbejder sørgede for, at de undgik konfrontation med Ekstra Bladet og de øvrige gæster.

- Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor du mener min ’forklaring’ ikke stemmer overens med dine optagelser, jeg kan ikke se nogen modstrid.

- Det Sociale Tilsyn kritiserer jer for at have en for bred målgruppe. Hvorfor har du både psykisk syge og senhjerneskadede på Pamhulebo?

- Som det fremgår af tilsynsrapporten af 14. januar 2015 vurderer tilsynet, at målgruppens bredde kan gøre det vanskeligt med en målrettet pædagogisk indsats samt at rekruttere medarbejdere med tilstrækkeligt brede kompetencer. Dette er vi meget opmærksomme på. Socialtilsynet har dog som nævnt valgt at godkende Pamhulebo med den nuværende beboersammensætning.

- Kenneth led af en lungebetændelse, som først blev opdaget, da han blev fejlmedicineret. Hvordan kan det være en så alvorlig sygdom ikke blev opdaget af dig og dit personale, der skal tage sig af Kenneth?

- Vi havde netop konstateret 10. december, at Kenneth følte sig sløj. Som jeg også skrev, er det muligt, at vi ville have tilkaldt læge, og at Kenneth ville være blevet indlagt, også selv om han ikke havde fået den forkerte medicin. Men i sagens natur kan man jo ikke bevise dette, skriver Hanne Åkerlind.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere