Kilder: Grækenlands banker holder fortsat lukket

Åbningen af de græske banker ventes udskudt mindst nogle dage endnu, siger bankkilder i Athen

Grækenlands regering ventes mandag at udstede dekret om fortsat at holde landets banker lukket i hvert fald i nogle dage endnu.

Det oplyser fire bankkilder til Reuters forud for et møde mellem bankcheferne og den græske finansminister senere mandag.

- Banklukningen vil blive forlænget til på fredag eller næste mandag, siger en højtstående bankkilde til Reuters.

I sidste uge beordrede den græske regering banker til at lukke, efter at Den Europæiske Centralbank (ECB) valgte at fastfryse en afgørende nødfinansiering af bankerne.

Dekretet udløber mandag, og regeringen har tidligere meldt ud, at bankerne i Grækenland ville åbne igen tirsdag. Men nu ser regeringen altså ud til at forlænge lukningen.

Flere analytikere havde i forvejen sagt, at det var urealistisk, at bankerne ville åbne allerede tirsdag.

Samtidig med, at bankerne blev beordret lukket i sidst uge, indførte regeringen kapitalkontrol.

Mandag eftermiddag ventes ECB at holde møde om nødlånene til Grækenland. Det er den finansiering, der indtil videre har sikret, at bankerne ikke løb tør for penge.

Det er på forhånd ventet, at ECB vil fastholde denne nødfinansiering på det samme niveau som hidtil, skriver det norske nyhedsbureau NTB.

0 kommentarer
Vis kommentarer