Kim frygter at gå rabundus: Vandet kom som en tsunami

Kim Gram Olsen frygter, at otte oversvømmede huse i Hvidovre ikke er tilstrækkeligt til at blive omfattet af regler om stormflod

Vandet kom hurtigt, og da det stod 170 centimeter op ad døren ind til kælderen, gav den efter. Foto: Kenneth Meyer
Vandet kom hurtigt, og da det stod 170 centimeter op ad døren ind til kælderen, gav den efter. Foto: Kenneth Meyer

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det er til at se på Kim Gram Olsen, at han og familien har været udsat for noget ganske usædvanligt i løbet af det sidste døgns tid.

Han har ligesom syv andre husejere på Bendstrupvej i Hvidovre oplevet hundredårshændelsen på nærmeste hold.

- Vandet kom så hurtigt, at det mindede om en tsunami, siger han til Ekstra Bladet dagen derpå.

Vandet kom hurtigt, og da det stod 170 centimeter op ad døren ind til kælderen, gav den efter. Foto: Kenneth Meyer
Vandet kom hurtigt, og da det stod 170 centimeter op ad døren ind til kælderen, gav den efter. Foto: Kenneth Meyer
 

På kort tid stod der 170 centimeter vand op ad døren ind til kælderetagen. Og trykket fra vandet slog hurtigt døren ind på det hus, som han har brugt tre måneder på at sætte i stand.

- Vi har bygget hus på nabogrunden, som vi er flyttet ind i. Så har vi sat det gamle i stand. Meningen var, at det skulle sælges nu. Nu bliver det ikke solgt foreløbig, siger han.

Ødelæggelserne i hans ejendom er enorme. De knap 130 kvadratmeter fuldt beboelig kælder i ejendommen har stået totalt under vand det meste af natten.

Kim Gram Olsen (th.) frygter, at for få husejere i Hvidovre er ramt af vandmasserne til, at de får stormflodsdækning. Foto: Kenneth Meyer
Kim Gram Olsen (th.) frygter, at for få husejere i Hvidovre er ramt af vandmasserne til, at de får stormflodsdækning. Foto: Kenneth Meyer
 

Gasfyret er ødelagt. Det samme er elinstallationerne. Et badeværelse og et bryggers er ødelagt, og det samme er de nye gulve, døre og vinduer.

- Det kommer til at betyde økonomisk ruin for mig, hvis ikke vi bliver omfattet af stormflodsordningen. Jeg er kæmpebekymret. Vi er kun otte ejendomme, der er ramt af vand i vort område. Jeg kan godt frygte, at Stormflodsrådet vil hævde, at vi er for få til, at vi kan få dækket vore skader. Og hvis det bliver tilfældet, så er vi otte familier, der går økonomisk rabundus, siger Kim Gram Olsen.

Hovedstadens Beredskab hjælper med at lænse vand fra kælderen. Men det forslår som skrædder i helvede. En hel fodboldbane tæt på kvarteret står på samme måde under vand. Nattens frostvejr har forvandlet det meste til en skøjtebane.

Men hver gang der bliver pumpet en smule vand ud fra Kim Gram Olsens kælder, så kommer der mere vand ind.

- Det er i virkeligheden en hel fodboldbane, der skal tømmes for vand, siger han.

Normalt er der knastørt på Bendstrupvej i Hvidovre. Men ikke længere. Foto: Kenneth Meyer
Normalt er der knastørt på Bendstrupvej i Hvidovre. Men ikke længere. Foto: Kenneth Meyer
 

Kim Gram Olsen har boet med sin familie på stedet i 27 år. Han har aldrig tidligere oplevet oversvømmelse på stedet. Også det nye hus, han har bygget på nabogrunden er ramt.

- Men det ligger en smule højere. Der har været lidt vand på gulvene, men skaderne begrænser sig til enkelte fodpaneler og sådan. Det er til at skifte. Og til at overskue, forklarer Kim Gram Olsen.

Kim Gram Olsen understreger, at han ikke er den eneste, der er ramt i kvarteret.

- Jeg er lidt mere heldig end andre naboer. Vi har det nye hus, vi er flyttet ind i. Hvis vi får dækket skaderne i det gamle hus, så er det bare en lorteoplevelse for os med mange mandetimer, der er brugt på istandsættelse af det gamle. Der er flere ældre hus blandt de andre. Og de er muligvis totalskadede med deres krybekældre og trægulve, siger Kim Gram Olsen.

Stormflodsrådet forventes at komme med en melding om, hvilke egne af landet, der er berettiget til stormflodsdækning, senere i løbet af torsdag.

1 af 3 Foto: Kenneth Meyer
2 af 3 Foto: Kenneth Meyer
3 af 3 Vandet kom hurtigt, og da det stod 170 centimeter op ad døren ind til kælderen, gav den efter. Foto: Kenneth Meyer
48 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere