Tirsdagens topmøde mellem USA's præsident Trump og Nordkoreas leder Kim Jong-un har sendt hundredvis af journalister fra internationale nyhedsbureauer til Singapore, hvor mødet afvikles.
Det betyder også, at der er mange øjne rettet mod den nordkoreanske delegation af diplomater, sikkerhedsfolk og ministre, som alle er indlogeret på det femstjernede St. Regis Hotel. Nyhedsbureauet Reuters fortæller, at de knap 50 nordkoreanere har fået de tre øverste etager på hotellet.
Kort tid efter, at en gruppe jakkesæt-klædte nordkoreanske diplomater forlod hotellet mandag formiddag for at mødes med deres amerikanske modpart, tog en anden og større gruppe nordkoreanere af sted på shoppetur iført sommerskjorter, skriver Reuters.
For mødet i Singapore, som for øvrigt skal afvikles på en lille ø ved havnen i Singapore, er en sjælden mulighed for at udforske kapitalismens succeser i en af klodens rigeste bystater. Ikke blot for Kim Jong-un og hans ministre, men også for ansatte på nordkoreansk stats-tv og for sikkerhedspersonalet.
Singapore betaler det meste
Singapores udenrigsminister har allerede fortalt, at bystaten investerer 20 millioner dollars i at være vært for topmødet. Singapore betaler blandt andet for nordkoreanernes ophold på St. Regis-hotellet, hvor gulvet i lobbyen er belagt med flødefarvet marmor, mens store kunstmalerier pryder væggene i skæret fra lysekroner i loftet.
Alene morgenmadsbuffeten på hotellet koster det samme som en nordkoreaner i gennemsnit tjener på en måned (35 dollars), og Reuters fortæller, at den nordkoreanske delegation, som ved morgenmadstid bestod af knap 40 mænd, tog godt for sig af retterne.
Blandt de 40 var flere, som ellers normalt kun ses på billeder taget af nordkoreansk stats-tv ved officielle begivenheder. Heriblandt den fire-stjernede general og næstformand i Nordkoreas berygtede arbejderparti, Kim Yong Chol, og den ansvarlige for partiets internationale anliggender, Ri Su Yong. Også udenrigsminister Ri Yong Ho blev set ved buffeten, nævnes det.
Hotelpersonalet forhindrede andre gæster i at komme i nærheden af nordkoreanerne og i at tage billeder af dem.
Spiser fint
Nordkoreanske pressefolk spiste kinesisk dim sum, bagværk og spejlæg og tog billeder af hinanden, mens de spiste morgenmad, fortælles det videre.
Ekspert om historisk topmøde: Det kan vi forvente
Sådanne lækkerier er umulige at komme i nærheden af for de fleste nordkoreanere. Selv for folk fra styret, som i de senere år har oplevet, at internationale sanktioner mod Nordkorea har gjort det mere vanskeligt at rejse til udlandet.
Kort efter Kim Jong-uns ankomst til Singapore spottede Reuters flere nordkoreanske repræsentanter bestille måltider til mere end 100 dollars på hotellets fine kinesiske restaurant.
Enkelte tog dog andre steder hen for at finde aftensmad.
En gruppe nordkoreanske sikkerhedsfolk blev eksempelvis set ankomme til hotellet med papæsker fra takeaway-restauranter - en med en papirpose fra McDonald's. Nordkorea er et af de få lande i verden, som ikke har McDonald's.
Og der blev også set flere ankomme med poser fyldt med gaveæsker fra nogle af de større vestlige shoppingcentre i Singapore.
Præsidentsuite med egen butler
På hotellet koster suiterne mere end 5000 dollars pr. overnatning. Og der er også en præsidentsuite på øverste etage til 9000 dollars, skriver hotellet på sin hjemmeside.
Fokus er på Trump og Kim: Men disse løbende mænd stjæler showet
I præsidentsuiten er der en spisestue, en dagligstue, et arbejdsværelse, et soveværelse med altan, et fitnesslokale, en spa og et køkken. Der hører også en butlerordning med til et ophold i præsidentsuiten.
Personalet på St. Regis Hotel har ifølge Reuters afvist at fortælle, hvem der for tiden bor på hotellets tre øverste etager. Reuters har ikke kunnet få bekræftet, om Kim Jong-un har indlogeret sig i præsidentsuiten.