Kina afskaffer plasticposer

En række restriktioner skal gøre bugt med et af landets helt store klimasyndere

Foto: Juni Kriswanto/Ritzau Scanpix
Foto: Juni Kriswanto/Ritzau Scanpix

I Kina skal det være slut med plasticposer i samtlige storbyer inden årets udgang. Det skal ske i et forsøg på at komme et af landets helt store miljømæssige problemer til livs.

Det skriver The Guardian.

FN har i en rapport udpeget engangs-plasticposen som en af de største udfordringer for miljøet, fordi kæmpemæssige mængder af dem havner i diverse floder eller lossepladser.

'Det kan tage tusindvis af år for plasticposer- og beholdere at blive nedbrudt, hvilket forurener både vand og jord', står der blandt andet i rapporten.

Derfor sætter landet nu restriktioner op for produktionen, salget og brugen af poserne.

2025-plan
Til at starte med skal storbyerne vise vejen og bandlyse plasticposer inden året er omme, og efter 2022 skal også de små byer være med, mens markeder, der sælger friske varer, skal følge trop efter 2025.

Udfasningen kommer også til at gælde redskaber til takeaway-mad og plastic til pakkeforsendelser, og allerede fra i år skal det være forbi med plasticsugerør.

Desuden er det et krav, at samtlige byer skal sænke deres brug af engangsplastic med 30 procent i 2025.

I Kina er der allerede opført baser med 'omfattende ressourceudnyttelse' i et forsøg på at sikre, at så mange produkter som muligt bliver genbrugt, skriver The Guardian.

65 kommentarer
Vis kommentarer