Millioner af kinesere er blevet underlagt et udgangsforbud, mens landet forsøger at inddæmme sit største coronaudbrud i flere måneder.
Det skriver avisen The Guardian.
Mandag har Kina registreret 55 nye lokalt overførte smittetilfælde under udbruddet, der har spredt sig til mere end 20 forskellige byer.
Den nye smittebølge, der især bliver drevet frem af den mere smitsomme Delta-variant, udfordrer de kinesiske myndigheders strategi om at have så tæt på nul smittede som muligt.
Lokale regeringer i større byer, herunder i hovedstaden Beijing, vil nu teste millioner af indbyggere. Imens placeres nedlukkede byer og nærkontakter til smittede i karantæne.
Hovedstaden har annulleret alle tog-, bus- og flyafgange til områder, hvor der er fundet coronatilfælde. Samtidig er der blevet lukket ned for al turisme.
Byen Zhuzhou i Hunan-provinsen i det centrale Kina beordrede mandag alle sine 1,2 millioner indbyggede til at blive hjemme under en tre dage lang nedlukning.
De kinesiske myndigheder har flere gange gjort opmærksom på landets succes med at have stort set ingen smittede i lokalsamfundet, siden coronavirusset blev opdaget i slutningen af 2019 i Wuhan.
Men det seneste udbrud, der er knyttet til byen Nanjing, hvor ni rengøringsassistenter blev testet positive for coronavirus efter have arbejdet i den internationale lufthavn, truer succesen.
I de seneste to uger er der blevet fundet mere end 360 tilfælde i landet med 1,4 milliarder indbyggere.
Turistdestinationen Zhangjiajie, der ligger i bjergene tæt ved Zhuzhou, kæmper også med et udbrud, der har spredt sig blandt teaterfolk.
Zhangjiajie lukkede hele byen med dens 1,5 millioner indbyggere ned fredag.