Kina melder om fremskridt i handelssamtaler med USA

Flere dages handelssamtaler har lagt en god bund for at løse uenigheder med USA, oplyser Kinas regering.

Fundamentet til at finde en løsning på handelsstriden mellem Kina og USA er lagt.

Det oplyser Kinas handelsministerium torsdag som konklusion på samtaler denne uge mellem de to lande.

Parterne "havde omfattende, dybe og detaljerede udvekslinger om handel", og "der blev etableret et grundlag for at nå til enighed om de bekymringer, som hver side har", hedder det videre i en kort meddelelse på ministeriets hjemmeside.

Parterne er enige om at holde en tæt kontakt, fremgår det. Det fremgår ikke, om parterne har aftalt fremtidige møder.

Kontoret for USA's Handelsrepræsentant (USTR) oplyser i en meddelelse, at parterne drøftede måder at opnå "gensidighed og balance" i handelssamarbejdet.

- Samtalerne havde også fokus på Kinas løfte om at købe betydelige mængder produkter og services fra USA, skriver USTR.

USA's præsident, Donald Trump, sagde tirsdag, at samtalerne forløb "rigtig godt".

Samtalerne i Beijing strakte sig over tre dage og sluttede onsdag.

Det er de første direkte forhandlinger om handel mellem de to lande, siden Trump og hans kinesiske modpart, Xi Jinping, i december blev enige om at lægge stridighederne til side i foreløbig 90 dage.

Det betød blandt andet, at USA udskød en forhøjelse af toldsatsen til 25 procent fra nu ti procent på kinesiske varer til en samlet værdi af 200 milliarder dollar.

Trump har sat den 2. marts som tidsfrist for at få en aftale på plads. Sker det ikke, vil toldsatsen blive sat op. Han har også truet med at lægge told på hele USA's import af varer fra Kina.

Kina har løbende svaret igen på toldforhøjelser ved at øge tolden på amerikanske varer.

Næsten halvvejs gennem "våbenstilstanden" har det været begrænset med oplysninger om konkrete fremskridt.

Møderne i Beijing havde ikke deltagelse af ministre. Derfor var det ikke ventet, at de ville resultere i en aftale om at afslutte handelsstriden.

USA har i flere år beskyldt Kina for at løbe fra løfter på handelsområdet.

Et ofte nævnt eksempel er, at det tog over ti år for Kina at indfri løfter om at genoptage import af amerikansk oksekød.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere