Kina: Virus er blevet stærkere og spreder sig

Den kinesiske sundhedsminister oplyser, at coronavirusset er blevet stærkere

Coronavirusset har bevæget sig ud over Kinas grænser til blandt andet USA og Frankrig, og alt tyder på, at det potentielt dødelige virus' evne til at sprede sig er blevet styrket.

Derfor kan antallet af smittede stige yderligere.

Det oplyser Ma Xiaowei, der er leder af Kinas nationale sundhedskommission, på et pressemøde søndag morgen.

Fraråder rejser
Søndag meddeler Udenrigsministeriets Borgerservice, at man fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Hubei-provinsen i Kina på grund af virusset.

- Risiciene er så alvorlige, at du bør have særlige grunde til at besøge området/landet. Vigtige forretningsrejser og presserende familiebegivenheder kan få rejsende til at vurdere, at et besøg er nødvendigt, skriver Udenrigsministeriets Borgerservice i sin opdaterede rejsevejledning.

Mindst 56 personer i Kina har mistet livet på grund af coronavirus, og over 2000 er smittet på verdensplan.

De kinesiske myndigheder ved endnu meget lidt om virusset.

Det er således endnu uvist, hvor smitten præcis stammer fra, og hvor lang tid der går, fra man smittes, til man udviser symptomer. Det kan være fra en dag til to uger, oplyser Ma Xiaowei.

I modsætning til eksempelvis sars, der dukkede op i Kina i 2002 og kostede mange hundrede menneskeliv, kan personer smitte andre, inden de selv er begyndt at udvise tegn på sygdommen.

Samfund USA og Frankrig evakuerer borgere fra virus-plaget kinesisk by

Symptomerne viser sig ved feber, hoste og eventuelt åndedrætsbesvær.

Virusset blev konstateret første gang i december sidste år i byen Wuhan i det centrale Kina. Siden har det spredt sig til områder uden for Kina, herunder Frankrig og Australien.

Natten til søndag dansk tid slutter Canada sig desuden til listen af lande, hvor smitten menes at være blevet registreret.

Det bekræfter den canadiske regering i en pressemeddelelse.

Der er tale om en person, der for nylig er vendt hjem til Canada efter et besøg i Hubei-provinsen i Kina, som formodes at være smittet med virusset.

- Individet er i stabil tilstand og er indlagt på hospitalet, oplyser den canadiske regering i en pressemeddelelse.

Personer med virusset får typisk behandling, mens de er i isolation, så de ikke kan smitte yderligere. For at inddæmme smitten er Wuhan ved at bygge to hospitaler, der skal stå for behandling af de smittede.

De ventes klar i begyndelsen af februar med sengepladser til over 2000 patienter. For at begrænse smitten har flere kinesiske byer og provinser begrænset eller fjernet borgernes adgang til offentlig transport.

De kinesiske myndigheder fortæller søndag morgen, at de følger situationen og holder pressebriefing om virusset hver morgen fra mandag.

161 kommentarer
Vis kommentarer