Kinas aktiemarked styrtdykker på virusfrygt

Aktiemarkedet i Shanghai åbner med fald på næsten ni procent mandag, som er første handelsdag i over en uge

Foto: Tyrone Siu/ Reuters
Foto: Tyrone Siu/ Reuters

Aktiemarkederne i Kina er mandag åbnet blodrødt, efter at de har været lukket siden 23. januar som følge af det kinesiske nytår.

I den periode har udbruddet af et nyt coronavirus spredt sig fra byen Wuhan i den centrale del af Kina til resten af landet og over 20 andre lande.

På børsen i Shanghai faldt det toneangivende indeks med næsten ni procent, umiddelbart efter at handlen gik i gang mandag. Også på Kinas anden aktiebørs i Shenzhen faldt indekset med mellem otte og ni procent.

De store fald skyldes ifølge nyhedsbureauet AFP bekymring blandt investorerne for de økonomiske konsekvenser af virusudbruddet, som har sat dele af samfundet i stå.

Ifølge den seneste officielle opgørelse fra sundhedsmyndighederne i Kina har udbruddet kostet over 360 mennesker livet.

Kinas centralbank, People's Bank of China, meddelte søndag, at den vil tilføre de finansielle markeder milliarder af yuan.

Banken oplyste, at den fra mandag vil lancere et program, som har til hensigt at pumpe 174 milliarder dollar - eller knap 1200 milliarder kroner - ind i økonomien.

Ifølge centralbanken skal støtteprogrammet hjælpe til med at fastholde 'en rimelig og rigelig likviditet' i det kinesiske banksystem. Programmet skal også sikre mere stabilitet på valutamarkedet.

Kinas økonomi, der er verdens næststørste efter USA, ventes at blive påvirket af krisen, som blandt andet har udløst midlertidige fabrikslukninger.

Styret har også indført rejsebegrænsninger internt i landet som et af mange tiltag rettet mod at inddæmme virusudbruddet. Og det rammer de børsnoterede selskaber, som er eksponeret mod rejser og turisme.

Virusudbruddet forventes at ramme Kinas økonomiske vækst, vurderer det anerkendte Oxford Economics.

- Den kortvarige påvirkning på det kinesiske bruttonationalprodukt vil sandsynligvis være stor, skriver Oxford Economics i en analyse.

36 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere