Kinas økonomiske vækst falder til historisk lavt niveau

Stigende gældsproblemer og en handelskrig med USA skaber problemer i Kinas økonomi

Arkivfoto: AP
Arkivfoto: AP

Den økonomiske vækst i Kina faldt i 2018 til 6,6 procent. Selv om det måske virker af meget, så er det den laveste årlige vækst i landet siden 1990.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Det er særligt det sidste kvartal af 2018, der har sænket farten på den kinesiske vækstmotor. Det viser officielle tal fra de kinesiske myndigheder. Fra oktober til december sidste år voksede økonomien således med 6,4 procent.

En del af forklaringen er ifølge økonomer stadig større gældsproblemer samt den fortsatte handelskrig med USA.

Den kinesiske regering har selv forsøgt at moderere forventningerne til væksten, da man i slutningen af 2017 indførte nye reguleringer af bankernes udlån i et forsøg på at dæmme op for store stigninger i gælden.

Det var først i slutningen af 2018, at den vedvarende handelskonflikt med USA ramte den kinesiske bundlinje. Den told, som præsident Donald Trump indtil nu har pålagt kinesiske varer, ser ud til at have en negativ effekt på landets eksport.

Samtidig har væksten i investeringer, detailhandel og en række andre områder sænket farten, viser opgørelsen.

Forventningen blandt en række analytikere og iagttagere er ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Kinas regering vil vedtage en række vækstfremmende initiativer i de kommende uger.

Samtidig spekuleres der i, om Kinas økonomi er i større problemer, end de officielle tal viser, skriver Reuters.

Kina har stået for næsten en tredjedel af den samlede økonomiske vækst på verdensplan i de sidste ti år.

105 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere