Kineserne topper black friday i indkøbsregn

Shoppingdagen 'singlernes dag' i Kina har fået milliarderne til at rulle hos onlinebutikker som Alibaba

Forbrugere hos den kinesiske netbutik Alibaba har søndag brugt rekordmange milliarder på shopping under, hvad kineserne kalder 'singlernes dag'.

Efter 16 timers handel har salget rundet 168 milliard yuan - hvilket svarer til lige under 160 milliarder danske kroner.

'Singlernes dag' kan måske bedst sammenlignes med sine amerikanske modstykker 'black friday' og 'cyber monday', som er dage, hvor butikkerne holder udsalg i enten de fysiske butikker eller på deres netbutikker.

I Kina er 'singlernes dag' opstået som en fejring af studerende uden en kæreste som modsvar til den berømte valentinsdag.

Modsvaret er dog vokset til en måned lang festival, der topper med udsalgshandel 11. november. Dagens handel er så massiv, at det overgår nethandlen på 'black friday' målt i kroner, dollars og yuan.

Den populære handelsdag i Kina kendes også som 'double 11'.

Særligt telefoner og elektronisk sælger godt på kinesernes shoppingdag, men også hverdagsprodukter som mælk og bleer bliver solgt i stor stil på udsalg.

I år afholdt Alibaba en gallafest for at markere starten på dagen. Festen inkluderede både optrædener fra sangerinden Mariah Carey, en japansk efterligning af sangerinden Beyoncé samt en udgave af Cirque du Solei med et sko-shopping-tema.

I år er det sidste år, Jack Ma står i spidsen for Alibaba på 'singlernes dag'. Den nuværende direktør, Daniel Zhang, tager over som formand næste år.

Også i Danmark har nogle netbutikker udsalg i anledning af 'singlernes dag'.

På det kinesiske sociale medie har der dagen igennem ifølge nyhedsbureauet AP været bunker af opslag med alt fra brugere, der glæder sig over at have modstået fristelsen til at købe tilbudsvarer, til forbrugere, der var glade for deres køb.

50 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere