Store problemer med rengøringen.
Sådan lyder den seneste dom fra Fødevarestyrelsen om ét af Storkøbenhavns mest kendte konference-hoteller, der nu høster to sure smileyer og en stor bødestraf.
Der har nemlig langt fra været en ordentlig hygiejne på det firestjernede Glostrup Park Hotel, viser kontrolrapporter fra 12. maj.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Indtørret snavs
Det drejer sig om hotellets kendte panorama-restaurant La Cocotte, som blev etableret af den den berømte danske kok Jan ‘Cocotte’ Pedersen for godt 30 år siden.
'Tunnelopvakemaskinen fremstår med røde belægninger på lameller, samt indvendig i hjørner og kanter i toppen af maskinen og på spulearme i forreste del af opvaskemaskinen. Der er ansamlinger af ældre indtørret snavs under kaffemaskinen i tjenergangen, under komfur/friturer i produktionskøkken ligger ansamlinger af fødevarerester og ældre snavs', lyder det blandt andet i rapporten.
Kontrolbesøget udløste en straksbøde på 10.000 kroner.
En identisk bødestraf blev givet til restauranten i hotellets moderne konference-center Orangeriet. Her herskede nogenlunde samme problemer med hygiejnen.
'Tunnelopvask fremstår med lameller som har røde belægninger på alle lameller, der er røde belægninger i øverste indevendige hjørner af tunnelopvasken. Lille opvaskemaskine fremstår med belægninger af snavs indvendig på bagkant af maskinernes låg'.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Rammer os hårdt
Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Glostrup Park Hotels administrerende direktør, Mikael Melander.
Til B.T. fortæller han dog om de sure smileys:
- Kritikken rammer os hårdt, da vi normalt er meget påpasselige i forhold til køkkenhygiejne. Jeg er sikker på, at vi nu har fået rettet op på forholdene, så vi kan få vores glade smileyer tilbage.
Glostrup Park Hotel blev opført i 1967 og har stor succes med at trække erhvervsdrivende og toppolitikere ind- og udland til. Der er blandt andet afholdt flere konferencer med den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen som gæst.
I 2020 deltog statsminister Mette Frederiksen også i en konference om coronakrisen.