Klaus Anker Hansen fra Nordjylland har rejst verden rundt for at få øje på eksotiske dyr, men skulle alligevel ikke længere end 25 kilometer fra sit hjem for at få sig en oplevelse, han vil huske resten af livet.
8. marts lykkedes det ham at spotte en lille grå plet ude i horisonten i naturområdet Lille Vildmose i det østlige Himmerland.
- Så slog det mig. Var det ulven?, fortæller Klaus Anker Hansen til Ekstra Bladet.
For de lokale ved, at der lusker en ulv rundt i Tofteskoven i området. Et sted, der er hegnet ind, men som man kan se ned til fra et tårn.
Artiklen fortsætter under billedet ...
- Pænt af den
Den lille grå plet var sørme en ulv.
Det fik nordjyden til at skynde sig op i fugletårnet og få kikkerten frem.
Da pletten begyndte at gå, tog Klaus Anker Hansen beslutningen om at få kikkerten væk og kameraet frem.
Det blev til en lille videobid, som kan ses øverst i artiklen.
- Der sad ulven lige så fredeligt, og så vandrede den rundt på sletten til frit udsyn for mig. Det var pænt af den.
Første gang
Klaus Anker Hansen arbejder til dagligt som informationsmedarbejder i Aalborg Zoo, hvor han underviser i skoletjenesten.
- Nu har jeg en historie mere, jeg kan fortælle børnene.
Desuden er han - med egne ord - en 'fuglemand' med medlemskab hos Dansk Ornitologisk Forening.
Alligevel var det en vild oplevelse at se ulven for første gang nogensinde - og så i Danmark.
- Det må være alle naturelskeres drøm at se en ulv i Danmark. Det vil jeg formentlig huske resten af mit liv. Bare den måde den bevægede sig på - meget graciøst og med en styrke, jeg kunne fornemme.
Det blev også til et godt fuglefund, For Klaus Anker Hansen, der også så en stor hornugle, som yngler i Lille Vildmose.
- Det er sådan en på 180 centimeter inklusiv vingefang, afslutter han.