Klima-oplæg: Så meget skal vi skrue ned for at redde kloden

Kritiserede københavner-møde før frokost: 195 lande præsenteret for endeligt bud på global aftale til klimatopmøde i Paris - Læs planen, der skal redde kloden, her

I Ekstra Bladets studie blev den mulige klimaaftale fredag debatteret

Klodens temperaturstigning skal begrænses til 1,5 grader, lød det, da den franske udenrigsminister Laurent Fabius som den første tog ordet til formiddagens afgørende øjeblik ved klimatopmødet i Paris.

Til stående klapsalver indtog Laurent Fabius sammen med Frankrigs præsident Francois Hollande og FN's generalsekretær Ban Ki-moon scenen under topmødet om redningsaktionen for vores alle sammens klode.

Efter maratonforhandlinger på topmødet i Paris havde de franske værter lørdag morgen udarbejdet et endeligt udkast til en omfattende klimaaftale, der skal bremse den globale opvarmning.

Du kan læse hele udkastet her.

Alle lande skal vedtage aftalen, pressede d'herrer Hollande og Ki-moon på, før man efter mere end en halv times forsinkelse og et speed-møde, igen opløste den længeventede seance for at holde frokostpause og nærstudere udkastet til den globale klimaaftale.

Mens de 195 lande, der skal godkende aftalen, har fået udleveret udkastet, blev klimaplanen først præsenteret for offentligheden klokken 13.30.

Blandt andet understreges det i dokumentet, at ser med stor alvor på den globale opvarmning. Målet er ifølge aftaleudkastet at holde temperaturstigningen til et stykke under to grader celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen og 'fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader celsius', lyder det.

Vil rette fejlene fra COP15
På mødet blev tonen dog slået an for, at verden i fællesskab er nødt til at tage ansvar for at redde jordkloden.

I skuffende vendinger talte Hollande og Ban Ki-moon om at rette fejlene fra klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Det vil den vakse læser måske huske for blandt andet Lars Løkke Rasmussens vrøvl fra COP15-formandsstolen i Bella Centeret. For snurrende kameraer afslørede han med sin formandshammer i hånden et mangelfuldt kendskab til afstemningsreglerne, og den dramatiske nat vil nok i de færrestes erindring fremstå som et heldigt øjeblik i Løkkes politiske karriere.

Mens COP15 endte som en skuffelse uden en egentlig aftale, men en ikke-bindende erklæring, kalder Hollande og Ki-moon det friske udkast til en bindende klimaaftale for både 'historisk' og 'realistisk'.

- Vi har næsten nået enden af vejen og er uden tvivl på vej ad en anden vej nu, indledte den franske udenrigsminister Laurent Fabius.

- Denne tekst indeholder punkter, som vi tidligere aldrig havde troet mulige at gennemføre, fortsatte han og takkede alle for deres indsats i de seneste dage og uger - og nogen for indsatsen for kampen for klimaet i de senere år.

Udenrigsministeren nævnte klimatopmødet i København i 2009 som fejlslagent og betonede vigtigheden af ikke at svigte nu.

- Ingen her ønsker en gentagelse af, hvad der skete i København, sagde han.

'Vi må redde planeten'
FN's generalsekretær Ban Ki-moon takkede og tog derpå ordet:

- Nu kan vi se målet. Lad os gøre arbejdet færdigt. Verden holder øje med os. Millioner af mennesker er afhængige af jeres klogskab, erklærede FN-generalsekretær.

- Vi må redde planeten. For at gøre det, må vi alle være med. I dag beder jeg jer om at fortsætte i samme gode ånd af kompromis som de seneste uger, fortsatte han, før præsident Hollandes mikrofon blev tændt.

Francois Hollande understregede, at man fremlægger en 'realistisk plan' og 'klimapagt', som han bad alle om at vedtage. Derpå faldt endnu nogle ord om klimatopmødet i København, som han kaldte for 'skuffende'.

- Vi er nødt til at tage det sidste skridt, der giver os mulighed for at nå vores mål.

- Denne tekst bliver, hvis I tager beslutningen, den første globale aftale. Den bliver ikke perfekt for nogen, hvis man læser det ud fra egne interesser, men det bliver godt for alle, sagde Hollande blandt andet.

'Vi kommer til at leve længe'
- Vi kan gøre dette til en historisk dag. Planeten kommer til at leve længe, vi kommer til at leve længe, lød det blandt andet, før han sendte de fremmødte til frokost for at læse udkastet til aftalen.

De franske værter forventer derefter at indkalde til nyt møde klokken 15.45, hvor den endelige tekst skal diskuteres, og den verdensomspændende aftale efter planen vedtages.

Aftalen skal gælde fra 2020. Topmødet har varet i to uger.

1 af 2 Et klima-udkast er klar som bud på en global aftale. (Arivfoto fra Gelsenkirchen, Tyskland: AP)
2 af 2 Frankrigs præsident Francois Hollande (tv.), den franske udenrigsminister Laurent Fabius og FN's generalsekretær Ban Ki-moon (th.) ved dagens første seance under klimatopmødet i Paris. (Foto: AP)
127 kommentarer
Vis kommentarer