Klimastrejker over hele landet aflyses grundet coronavirus

Det var ventet, at op mod 10.000 unge fredag den 13. marts skulle strejke for klimaet i 16 danske byer

Som følge af de danske myndigheders anbefalinger i forhold til coronavirusset bliver klimastrejker i 16 danske byer aflyst fredag den 13. marts. Her ses skoleelever under en klimastrejke i Aarhus sidste år. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Som følge af de danske myndigheders anbefalinger i forhold til coronavirusset bliver klimastrejker i 16 danske byer aflyst fredag den 13. marts. Her ses skoleelever under en klimastrejke i Aarhus sidste år. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Klimastrejker over hele landet er aflyst som følge af myndighedernes anbefalinger om, at større begivenheder bør aflyses for at undgå spredning af det smitsomme coronavirus.

Det oplyser klimabevægelsen Fridays For Future Danmark i en pressemeddelelse sent fredag aften.

Der skulle fredag den 13. marts være afholdt demonstrationer i 16 danske byer, herunder København, Roskilde, Odense, Aarhus og Aalborg.

Arrangørerne forventede, at omkring 10.000 unge ville have strejket fra deres uddannelse for at deltage i demonstrationerne.

Formålet med strejkerne var 'at kræve ambitiøs klimahandling og et stop for den ottende udbudsrunde af nordsøolie'.

Organisationen beklager, at den har været nødsaget til at aflyse strejken i marts.

Det siger Sasha Søndergaard-Hearn, der er koordinator i Fridays For Future, i meddelelsen.

- Vi står i en krisesituation, og hvert sekund tæller. Derfor er det selvfølgelig meget ærgerligt, at vi bliver nødt til at aflyse eller udsætte klimastrejken. Der er brug for klimahandling nu, siger hun.

Organisationen vil derfor fortsat arbejde for at råbe klimaminister Dan Jørgensen (S) op via en kampagne ved navn 'Drop Olien Dan' på sociale medier og i pressen, lyder det.

- Vores mål er, at Dan Jørgensen aflyser den og alle fremtidige udbudsrunder, og dermed sætter en stopper for Danmarks olieindustri, lyder det i meddelelsen.

- Selv om Fridays For Future tager ansvar og aflyser sine begivenheder grundet risiko for coronasmitte, gives der ikke op.

Den næste klimastrejke planlægges fortsat at blive afholdt 24. april.

Det er den svenske klimaaktivist Greta Thunberg, der står bag initiativet Fridays For Future, der har spredt sig til hele verden.

68 kommentarer
Vis kommentarer