Knap 14.000 lyntest lavet på første dag med nyt setup: 54 smittede

SOS International og Carelink stod fra mandag for at lynteste på statens regning. Der blev fundet 54 smittede

Der blev mandag fundet 54 smittede i 13.812 lyntest hos de to aktører, der udfører testene på statens regning - SOS International og Carelink.

Det svarer til, at 0,39 procent af prøverne var coronapositive. Det er samme niveau som de seneste par dage.

Der blev mandag foretaget det laveste antal test siden 1. januar. Det er dog svært at sammenligne, da hele setuppet har ændret sig.

Mandag var første dag, hvor der kun var to selskaber, der stod for opgaven. Tidligere har også Falck og Copenhagen Medical bidraget.

De fire aktører begyndte at udføre opgaven i december. Fra februar har SOS International og Carelink dog overtaget den, efter at de vandt udbuddet.

Carelink har opgaven i Region Syddanmark, mens SOS International udfører opgaven i landets fire øvrige regioner.

Aftalen går på op mod 100.000 daglige lyntest. Af dem er 60.000 mobile test, hvilket vil sige, at virksomhederne kører ud i de enkelte kommuner.

I de første to uger er det besluttet, at de mobile test bliver prioriteret til plejehjem, så personalet kan blive testet.

Skiftet mod flere mobile test har betydet, at antallet af faste lyntestcentre er blevet stort set halveret, så der nu er 33.

Carelink står for fem af dem. Direktør Brian Rosenberg fortæller, at selskabet er kommet godt i gang med det nye setup.

- Den første dag er forløbet rigtig fint. Vi har fået godt gang i centrene og det udkørende, mobile setup, fortæller han.

Mandag foretog Carelink lige knap 2400 lyntest. Brian Rosenberg forventer, at det når op på 17.000 om en uges tid.

Størstedelen af mandagens test blev foretaget hos de mobile enheder.

- Der er fortsat et meget lavt antal besøgende i de faste centre, siger han.

Har man symptomer på covid-19, anbefales man at få foretaget en pcr-test, der sker ved podning i svælget via munden.

Den forbindes med høj sikkerhed og giver også mulighed for at finde frem til de varianter af virus, der i øjeblikket er særlig opmærksomhed på.

Lyntest har i studier vist sig at fange 70 procent af de coronapositive, som pcr-testen fanger.

40 kommentarer
Vis kommentarer