Knap så Amazing: Nu er farmands selskab også i problemer

Selskaberne bag Kasi-Jespers Amazing Jewelry er i store problemer

Jesper 'Kasi' Nielsen.
Jesper 'Kasi' Nielsen.

Jesper 'Kasi' Nielsens far er lige nu på vej ned ad samme rampe som sønnike.

Således er det hans far, Jan Nielsen, der gennem selskabet Jado Holding ejer selskabet Amazing Jewelry, som er Jesper 'Kasi' Nielsens seneste smykke-hovedpine.

En gennemgang af regnskaberne viser, at farmands selskab har hånden på kogepladen.

Selskabet kommer ud af seneste regnskab med et underskud på 10.502 kroner, hvilket langtfra er så grelt som smykkeselskabets millionunderskud. Til gengæld har de uafhængige revisorer tændt alarmklokkerne.

I strid med loven
Der er nemlig et tilgodehavende hos 'virksomhedsdeltagere og ledelse' på 454.800 kroner i selskabet, og det får revisorerne til at skrive:

'Selskabet har i strid med selskabsloven § 210, stk. 1, ydet et lån til en af selskabets kapitalejere, hvorved ledelsen kan ifalde ansvar. Selskabet har i forbindelse med udbetalingen ikke overholdt skattelovgivningen, og ledelsen kan ifalde ansvar herfor.'

Nægter blåstempling
Faktisk er selskabets økonomi så tvivlsom, at den uafhængige revisor end ikke vil give en ren blåstempling af årsregnskabet. Konklusionen bliver med forbehold og følgende svada:

'Selskabets tilgodehavende hos Amazing International GmbH pr. 30. april 2019 udgør 212 t.kr. Det er ledelsens opfattelse at værdiansættelsen, af tilgodehavender kan opretholdes. Vi er uenige med ledelsen i deres vurdering, da det er vores opfattelse, at tilgodehavendet bør nedskrives til 0 kr.'

Amazing International GmbH var oprindeligt moderselskabet i Amazing Jewelry. Selskabet er ejet af tre selskaber i Schweiz, hvoraf Søren Colding står anført i to, mens Kasi-Jesper har ét. Søren Colding, tidligere Brøndby-spiller, har været tæt samarbejdspartner med Kasi-Jesper i mange år.

Men selskabet ejer ikke længere Amazing Jewelry i Danmark. I juli måned blev Jan Nielsens selskab nemlig eneejer af selskabet.

Millionunderskud
Mandag kom det frem, hvordan Amazing Jewelry er kommet ud af seneste regnskabsår med et underskud på 9,6 millioner kroner.

I selskabet vil de uafhængige revisorer end ikke lave en konklusion. I stedet får selskabet det sjældne stempel 'afkræftende konklusion'.

'Som det fremgår af note 1, er det en forudsætning for selskabets fortsatte drift, at der tilføres ny kapital, samt at selskabets nuværende kreditfaciliteter kan udvides og opretholdes i takt med finansieringsbehovet. Vi er ikke blevet forelagt bevis for, at disse forudsætninger vil blive opfyldt. Vi tager derfor forbehold for, at årsregnskabet er aflagt under forudsætning af fortsat drift,' lyder det.

Desuden bliver en række forhold listet op af revisorerne:

- Overtrædelse af selskabslovens bestemmelser om kapitaltab

- Overtrædelse af selskabslovens bestemmelser om udlån til ledelsen

- Overtrædelse af lov om kildeskatter.

Skal for retten til marts
Selskabet går ind i næste regnskabsperiode med en egenkapital, der er i minus med cirka ni millioner kroner. Med andre ord er der mere gæld end guld i selskabet.

Det er dog ikke første gang, at Kasi-familien har taget lån i selskaber. Faktisk kører der lige nu en straffesag mod Jesper Nielsen, hans søster, Annette Nielsen, samt moderen, Dorthe Nielsen. De er alle tiltalt for at have taget såkaldte ulovlige lån i Dojajean Holding ApS, der siden er erklæret konkurs.

I alt er der taget lån for omkring 34 millioner kroner. Sagen er berammet til 5. marts 2020. Familien nægter sig skyldig.

Ekstra Bladet har forgæves søgt en kommentar hos Jan Nielsen via telefon og beskeder. Han er ikke vendt tilbage. Datteren, Annette Nielsen, er indsat som direktør i Jado Holding. Hun er ligeledes forsøgt kontaktet uden held. Det samme gælder Jesper Nielsen.

Jesper 'Kasi' Nielsen. Arkivfoto: Rumle Skafte Samfund - 1. mar. 2019 - kl. 21:47 Tidligere Kasi-partner raser: Uforskammet

Se også: Kasi-Jesper for retten igen: Ville ikke have sit navn frem

Se også: Kasi-Jespers nye smykkekæde lukker butikker på stribe: Konkurs

15 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere