Knap tre millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge

Markant flere amerikanere end ventet har meldt sig ledige ifølge økonomer. Værste krise siden 1930'erne

Knap tre millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge, oplyser USA's beskæftigelsesministerium. Helt præcist var det 2.981.000.

Det er et fald fra ugen før, hvor tallet var knap 3,2 millioner. Men det er samtidig markant flere end ventet.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomer ventet 2,5 millioner nye ledige, skriver Ritzau Finans.

Dermed har i alt godt 36 millioner meldt sig ledige i løbet af de seneste otte uger, hvor udbruddet af coronavirus har ramt USA og ført til en stribe restriktioner.

Arbejdsløsheden er imidlertid ikke steget tilsvarende, da andre er kommet i beskæftigelse i samme periode, oplyser Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

- Tal fra forrige uge røber, at antallet af amerikanere, der i mere end en uge har modtaget understøttelse, ligger på cirka 23 millioner.

- Der skal så lægges tre millioner oveni, men det er trods alt stadig et stykke under de 36 millioner, oplyser han i en skriftlig kommentar.

Den seneste uges nytilmeldte ledige er lavere end de seneste uger, men i en historisk kontekst er antallet ekstremt højt.

- Den historiske nedtur på det amerikanske arbejdsmarked fortsætter med at sende millioner af amerikanere ud i ledighed. Vi er vidner til den værste krise siden 1930'erne, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

- Amerikanerne har enorm betydning for dansk eksport. Som et af vores allerstørste eksportmarkeder og verdens største økonomi er udviklingen i USA afgørende for, hvor mange ordrer vi kan hive hjem til Danmark.

Udviklingen i antallet af nye ledige skal dog tages med et par forbehold.

De amerikanske politikere har ligesom i Danmark vedtaget en stor hjælpepakke.

Der vil derfor blandt de nye ledige være personer, som er midlertidigt sendt hjem, og som på et tidspunkt kan vende tilbage på arbejde.

Derudover har hjælpepakkerne både udvidet, hvem der kan søge arbejdsløshedsunderstøttelse, og selve beløbet.

FAKTA: Millioner melder sig ledige i USA under krise

Knap tre millioner flere amerikanere har den seneste uge meldt sig som ledige i USA.

Dermed er i alt 36 millioner blevet arbejdsløse under coronakrisen.

De mange nye arbejdsløse kan nu stille sig op i en lang kø for søge om arbejdsløshedsstøtte.

Hver delstat har sit eget system for arbejdsløshedsforsikringer. I nogle stater kan man ansøge om økonomisk støtte online. Andre stater tilbyder, at man kan ringe gratis og få hjælp til at ansøge om støtte over telefon.

Under coronakrisen har den føderale regering indført særlige regler og vilkår for arbejdsløshedsstøtte.

Reglerne betyder, at stater kan tilbyde økonomisk støtte, hvis:

* En arbejdsgiver permanent eller midlertidig opsiger den ansatte på grund af coronakrisen.

* Man som ansat bliver sendt på nedsat tid på grund af coronakrisen.

* Man er selvstændig og har mistet dele af eller hele sin indkomst på grund af krisen.

* Man som ansat er placeret i karantæne og ikke kan arbejde på grund af coronaudbruddet.

* Man som ansat ikke kan arbejde på grund af risikoen for smitte.

* Man som ansat er ude af stand til at passe sit arbejde, fordi man skal passe og pleje et familiemedlem.

* Ud over at udvide mulighederne for at få økonomisk støtte under arbejdsløshed, har den amerikanske regering også hævet beløbet, som man kan modtage i støtte, med 600 dollar om ugen.

* Derudover har regeringen forlænget perioden for arbejdsløshedsstøtte. Det betyder, at personer, der stadig er arbejdsløse, efter at den oprindelige periode er udløbet, kan modtage økonomisk støtte i yderligere 13 uger.

Kilder: U.S. Department of Labor, usa.gov.

6 kommentarer
Vis kommentarer