Knuds jord skulle bruges af Facebook: Har intet hørt

Knud Thomsen, der har solgt sin jord til det nu skrottede Facebook-datacenter, har intet hørt, om at planerne er droppet

Kæmpe datacenter skulle etableres på disse marker nær Esbjerg. Nu er planerne lagt i graven. Foto: Christer Holte
Kæmpe datacenter skulle etableres på disse marker nær Esbjerg. Nu er planerne lagt i graven. Foto: Christer Holte

Knud Thomsen bor i hus i det østlige Esbjerg, der hvor Facebooks datacenter skulle ligge. Efter nyheden om, at Facebook alligevel ikke vil bygge et datacenter i Esbjerg, er han kommet i tvivl om , hvorvidt handlen han var ved at indgå med den amerikanske tech-gigant er gået igennem.

Knud Thomsen har nemlig lavet en købsaftale med Facebook, hvor han sælger det sociale medie 18.000 kvadratmeter af sin jord.

- Så længe Facebook ikke har annulleret handlen med mig, så må jeg gå ud fra, at jeg har en handel med dem, siger Knud Thomsen til Ekstra Bladet.

Han har ikke lyst til at sige ret meget, da han ligesom de andre berørte lodsejere ifølge eget udsagn er underlagt en streng tavshedspligt om handlen med Facebook. Han vil heller ikke udtale sig om, hvorvidt han har fået penge fra Facebook.

Men Knud Thomsen har ikke hørt noget om, at planerne er droppet. Derfor regner han stadig med at skulle flytte.

- Så længe jeg ikke har hørt noget, så må der komme en plan inden længe, siger han.

Facebook havde købt lidt mere end to millioner kvadratmeter jord mellem Esbjerg-motorvejen og landsbyen Andrup.

Her var det planen, at den amerikanske kæmpe i etaper skulle bebygge et areal på 250.000 kvadratmeter svarende til cirka 40 fodboldbaner. Det skulle fordeles på 200.000 kvadratmeter datahaller og 50.000 kvadratmeter administrations-, logistik-og servicebygninger.

Sket før
Selvom Facebook nu dropper planerne, er det ikke første gang, det sker.

Ti lodsejere i den sydligere del stod til at kunne score gode fortjenester på salget af deres ejendomme til Facebook. De havde droppet pligterne med at male huset, slå græsplænen og klippe hækken, fordi de skulle flytte, skriver Jv.dk.

Men i august sidste år fik de en nedslående nyhed. Facebook ville alligevel ikke bruge deres jord. I stedet fokuserede de på den nordlige del. Lodsejerne mente, at de havde en mundtlig aftale, og at de skulle have ti procent. Men lodsejerne fik aldrig deres vilje, og de ønsker nu, at Esbjerg Kommune køber deres ejendomme.

Borgmester: - Klar til et andet datacenter
Esbjerg-borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) ærgrer sig over Facebooks beslutning.

- Jeg er ærgerlig over, at Facebook har droppet planerne, men når det er sagt, så er det starten på noget nyt, siger Jesper Frost Rasmussen kryptisk til Ekstra Bladet.

Han mener ikke, at kommunen har spildt pengene på at gøde jorden til Facebook.

- Nu har vi et areal, der er klart til et andet datacenter, og der er allerede flere, der står på spring, siger han.

Han forklarer, at Esbjergs infrastruktur er unik, fordi byen er et af de få steder, hvor der går kabler gennem Atlanterhavet, der datamæssigt forbinder Europa og Nordamerika.

  Samfund - 6. mar. 2019 - kl. 18:07 Facebook dropper dansk projekt

45 kommentarer
Vis kommentarer