Kobberbryllup på midlertidigt ophold: Hvorfor vender Danmark os ryggen?

Ægteparret Henrik og Sujitra har i årevis kæmpet for permanent opholdstilladelse til Sujitra. De oplever, at reglerne hele tiden ændres og strammes, så det bliver praktisk talt umuligt at opnå

Kobberbryllup på midlertidigt ophold: Hvorfor vender Danmark os ryggen?

Selvom Sujitra Ruberg har lagt sig i selen for at blive en del af det danske samfund, må hun fejre sin bryllupsdag på en midlertidig opholdstilladelse. Se interviewet med hende her.

Til august kan Henrik og Sujitra Ruberg fra Kalundborg fejre deres kobberbryllup og 12,5 år sammen som ægtefolk på dansk jord.

Men til trods for at Sujitra Ruberg fra starten har lagt sig i selen for at blive en del af det danske samfund, så må hun fejre sin bryllupsdag på en midlertidig opholdstilladelse.

Det skyldes, at Sujitra Ruberg, efter at have været i arbejde i flere år i Danmark, besluttede sig for at gå i gang med en uddannelse som sosu-assistent. Derfor lever hun nu ikke op til kravet om, at hun skal have været i beskæftigelse i tre år og seks måneder inden for de seneste fire år.

- Der kommer nye regler hele tiden, og vi har kæmpet med dem i alle årene, fortæller 59-årige Henrik Ruberg, der er maskiningeniør.

- På et tidspunkt måtte man gerne studere, og det var det, der forvirrede os. Det giver ingen mening, at Sujitra skal til at droppe ud og finde et arbejde igen for at få permanent ophold, når hun er i gang med en uddannelse, som samfundet virkelig har brug for, fortsætter han.

Kampen for den umulige kærlighed

Henrik Ruberg er en af de mange danskere, der har kontaktet Ekstra Bladet med sin historie om, hvor svært det kan være at få lov til at leve med en udenlandsk ægtefælle i Danmark.

Siden Ekstra Bladet berettede om ægteparret Vlada og Lene, som fik afslag på familiesammenføring, har vi således modtaget over 50 henvendelser fra desperate danskere, der står over for den samme eller en lignende problemstilling.

Derfor sætter Ekstra Bladet nu, med afsæt i en række personlige historier, fokus på, hvordan reglerne for familiesammenføring og opholdstilladelser rammer flere danske statsborgere.

'Jeg elsker at være her'
38-årige Sujitras midlertidige opholdstilladelse skal jævnligt forlænges, og det er en konstant stressfaktor for parret, der sammen har en datter på syv år.

- Der kan gå flere år, før Sujitra opnår permanent opholdstilladelse, sådan som reglerne er nu. Men hun er gift med mig, hun har en dansk datter med dansk indfødsret, hun taler selv dansk og begår sig i Danmark. Vi skylder ikke det offentlige noget. Hvorfor skal det være så svært, spørger Henrik Ruberg.

Parret ser nu ikke anden udvej end at råbe op om den måde, de bliver behandlet på.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Sujitra elsker sit liv i Danmark, men føler sig uvelkommen, når hun ikke kan få en permanent opholdstilladelse. Foto: Emil Agerskov
Sujitra elsker sit liv i Danmark, men føler sig uvelkommen, når hun ikke kan få en permanent opholdstilladelse. Foto: Emil Agerskov

- Jeg har aldrig nogensinde ligget det danske samfund til last. Jeg har gjort mit bedste for at leve i Danmark. Jeg elsker at være her, men det er ærgerligt at skulle kæmpe rigtig meget og ikke få permanent ophold.

- Samtidig hører man om, at dem, der ødelægger Danmark, får lov. Det forstår jeg ikke. Jeg har det godt med min mand og datter her, og det er et dejligt land. Jeg vil bare gerne blive her, siger Sujitra Ruberg.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

Det bliver med et skår i glæden, at parret kan fejre deres kobberbryllup til august. Foto: Emil Agerskov
Det bliver med et skår i glæden, at parret kan fejre deres kobberbryllup til august. Foto: Emil Agerskov

Frygter for fremtiden
Sujitra Ruberg frygter, at der vil komme endnu flere stramninger og nye regler, og hvad det ville kunne medføre for hendes lille familie, der ikke ønsker at leve i andre lande end Danmark på grund af datterens skolegang og Henriks arbejde.

- Jeg tror ikke, at jeg bliver smidt ud, for vi sørger altid for at have styr på papirerne til tiden.

- Men jeg er alligevel usikker, fordi lovgivningen hele tiden ændrer sig og bliver strammere og strammere. Så skal man starte forfra og leve op til nye regler i forhold til før. Det er jeg rigtig bange for, fortæller hun.

Vil ændre reglerne - igen

Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, Rasmus Stoklund, fortæller til Ekstra Bladet, at der er planer om at ændre reglerne, således at lønnet praktik og elevløn vil tælle med som beskæftigelse, når man søger om permanent opholdstilladelse.

- Det er ud fra den logik, at man skal vise, man kan bidrage ved at betale skat og forsørge sig selv. Hvis du er i gang med en tømreruddannelse og får lærlingeløn, så deltager du jo på arbejdsmarkedet. Så undgår vi netop også, at nogle tænker, at det bliver et problem for dem at starte på sosu-uddannelsen, siger Rasmus Stoklund.

- Bliver det med tilbagevirkende kraft?

- Det gør det i den forstand, at hvis reglerne laves om, mens man er i gang med en uddannelse, hvor man er i lære og får løn, så får man fordel af ændringen, når man skal søge om permanent ophold. Men vi går ikke tilbage og ser på sager, der allerede er afgjort.

- Parret her kritiserer, at loven hele tiden bliver ændret, så det bliver umuligt at finde rundt i reglerne. Hvad siger du til det?

- Jeg er sådan set enig i, at loven ikke skal ændres hele tiden. Den skal bare være stram, og man skal være sikker på, at dem, der får permanent opholdstilladelse, kan forsørge sig selv. Men det er nu heller ikke min oplevelse, at reglerne ændres så tit.

- Parret siger, at der har været en hel del ændringer i løbet af de 12,5 år, de snart har været gift?

- Jamen, hvis det er over en 12-årig periode, så har de nok ret, og jeg er grundlæggende enig i, at reglerne ikke skal ændres for meget. De skal bare være stramme og til at gennemskue.

Rasmus Stoklund fastslår, at forslaget udelukkende gælder uddannelser, hvor man får en form for løn udbetalt, og at kun den del af uddannelsen, hvor man modtager løn, vil tælle med som beskæftigelse.

- Vi synes ikke, det skal være sådan, at fordi man har modtaget SU, så har man ret til permanent ophold. Og det kommer vi ikke til at lave om på igen. Men vi synes, at det er noget andet, når man er i lære.

Rasmus Stoklund ved ikke, hvornår ændringsforslaget vil blive taget op i Folketinget, men forventer, at det vil blive ved næste samling.

Er du en af de danskere, der kæmper med at få lov til at leve med din udenlandske ægtefælle i Danmark? Skriv til journalisterne her.

Henrik og Sujitra har været gift i 12,5 år og har en datter på syv år sammen. Foto: Emil Agerskov
Henrik og Sujitra har været gift i 12,5 år og har en datter på syv år sammen. Foto: Emil Agerskov

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Se også Carsten og Aabhas fortælling i videoen her:

Kobberbryllup på midlertidigt ophold: Hvorfor vender Danmark os ryggen?