Har du lignende udfordringer? Så skriv til vores tipindbakke energi@eb.dk.
Poul-Erik Pedersen er en ihærdig mand, som ikke giver op, når det kommer til hans gasregning.
Han har i fem dage i træk ringet, sendt mails og forsøgt at logge ind på hos statens gasdistributør Evida for at indrapportere aflæsningen af gasmåleren derhjemme.
Det er med ønsket om at få opdelt sin regning kvartalsvis og dermed kun betale for den gas, han reelt bruger i stedet for et skøn.
Det skal gøres inden 5. januar.
Det vil gøre en forskel
Problemet er bare, at det endnu ikke er lykkedes Poul-Erik at få hul igennem. Derfor står han frustreret tilbage.
- Det hjælper ikke at lave en ordning, når man ikke kan komme igennem nogen steder. Jeg kan se, at jeg langtfra er den eneste. På Facebook klager alle over det samme, siger han til Ekstra Bladet.
- For mig vil der være en forskel på at modtage en regning på 18.000 kroner eller en på 10.000 kroner, som skal betales med det samme.
Artiklen fortsætter under afstemningen ...
36.000 i kø
Onsdag kan Evida oplyse til Ekstra Bladet, at der fortsat er lang kø på hjemmesiden med henvisning til statens afkoblingsordning.
- Der er mange kunder, der forsøger at komme igennem. Tidligere i dag (onsdag, red.) kunne vi se, at 36.000 var i kø siden i går, oplyser selskabet.
Selskabet kan videre oplyse, at Poul-Erik Pedersen og mange andre frustrerede kunder ikke skal bekymre sig om at nå fristen for aflæsning 5. januar.
- Vi forlænger fristen med aflæsning for at undgå tryk på systemet. Den nye frist er derfor 17. januar.
Det samme fremgår af Evidas hjemmeside.
I kø i 13 timer
Presset på systemerne kommer ikke kun fra kunder som Poul-Erik Pedersen, som skal indberette sin aflæsning, men også danskere, der søger statens afkoblingspulje.
En af dem er Ulrik Svanholm, der har siddet i telefonkø i 13 stive timer for at komme igennem.
- Hvis man har to sammenhængende tanker i hovedet, så kan man hurtigt regne ud, at tusindvis af kunder vil søge det her. Men det er tilsyneladende kommet som et chok for Evida. Det fungerer slet ikke. Det er til grin. Hysterisk latterligt dumt, siger han til Ekstra Bladet.
Han havde en masse bøvl med MitID, hvor han endte med at blive smidt om bag i køen. Til sidst lykkedes det dog Ulrik Svanholm at komme igennem ved at bruge NemID.
- Det er fuldstændig håbløst og til at grine ad, at det skal tage så lang tid.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Pres på
Ekstra Bladet har tidligere anmodet om et interview med en ansvarlig fra Evida, men det har ikke været muligt. I stedet har vi fået tilsendt følgende svar:
'Lige nu oplever vi, at rigtig mange kunder står i kø for at komme ind på selvbetjeningsløsningen Mit Evida. Det giver pres på vores systemer og desværre også lang ventetid'.
'Vi bruger et anerkendt køsystem, som kunderne kender fra bl.a. årsopgørelsen fra Skattestyrelsen for at håndtere de mange besøgende'.