Kø-kaos på E45 fortsætter

E45-trafikanter ved Kolding kan se frem til kø-kaos morgen og aften i endnu to uger

Hylkedalsbroen syd for Kolding gennemgår lige nu en renovering, som skaber trafikale problemer morgen og aften. (Foto fra Google Maps)
Hylkedalsbroen syd for Kolding gennemgår lige nu en renovering, som skaber trafikale problemer morgen og aften. (Foto fra Google Maps)

Arbejdet med at renovere Hylkedalsbroen på E45 Sønderjyske Motorvej syd for Kolding trækker ud, hvilket betyder fortsat høj risiko for kø morgen og aften.

- Det er blandt andet de seneste ugers meget regn, der har betydet, at arbejdet tager længere tid end forventet. Vi håber på forståelse hos trafikanterne - og glæder os over, at broen nu kan holde de næste 15-20 år, siger projektleder i Vejdirektoratet  Kirsten Riis til TV Syd.

Den aldrende bro fra 1974 er efterhånden ved at være så slidt, at der nu bliver lagt ny belægning. Det betyder, at den eksisterende belægning fjernes helt ned til betonen og opbygges på ny. På den måde bliver broens bærende betonkonstruktion beskyttet.

I mellemtiden bliver trafikken ledet forbi i to smalle vognbaner i hver retning med 80 km/t, hvilket skaber lang kø både morgen og aften.

Arbejdet skulle have været afsluttet 16. oktober. Nu bliver det først i slutningen af oktober.

For at gøre ondt værre betød en trafikulykke samme sted tirsdag morgen, at et enkelt spor i nordgående retning var lukket i cirka en halv time. Ulykken skete mellem frakørsel 65 Kolding S og 64 Kolding V. Tre biler var involveret, to af dem kunne selv køre videre. Ingen personskade, oplyser vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til Ekstra Bladet.

.

Hylkedalsbroen som den så ud kort inden åbningen i 1974. Nu bliver broen omisoleret. (Foto: Vejdirektoratet)
Hylkedalsbroen som den så ud kort inden åbningen i 1974. Nu bliver broen omisoleret. (Foto: Vejdirektoratet)

61 kommentarer
Vis kommentarer